the-future

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg efter lidt mere end et år i stalden hos Bloggers Delight, har valgt at stoppe mit samarbejde med dem. Jeg har været sindssygt glad for alt det, vi har lavet sammen, og man ved jo aldrig, hvad tiden bringer senere hen, men lige nu vil jeg gerne prøve noget andet.

Hvor min blog ligger, og hvem, der håndterer de sponsorerede indlæg og de reklamer, der er over og i kanterne af bloggen, er jo dybest set forhåbentlig komplet ligegyldigt for jer, der læser med. Det er jo stadig mig, der bestemmer, hvordan og hvorledes, og jeg gider ikke engang skrive, at jeg selv vælger, hvilke indlæg, jeg takker ja til, og at de ting, jeg skriver (også dem, som er betalt), helt og holdent afspejler min egen holdning, for det burde virkelig sige sig selv. 🙂
Men der er altså nogle af jer, der læser med, der er nysgerrige i det administrative og små-tekniske, og jeg er en sucker for gennemsigtighed, så derfor kommer her en bette forklaring på min videre færd.

Der er en del, der har spurgt, om jeg skal køre bloggen videre helt alene, og nej, det skal jeg ikke. Ikke helt. Det kommer sig af, at jeg elsker at skrive og helst vil bruge det primære af min fokus på netop at lave indlæg. Jeg arbejder kun fra kl. 9 til 15 hver dag, og der kan man ikke nå det hele.
Jeg elsker at have med alt det forretningsmæssige at gøre, og man har hele tiden kunne kontakte mig direkte for sponsorerede indlæg og samarbejder, og det vil man altid kunne. Men jeg gider ikke skulle håndtere de dér bannerreklamer. Det er alt for bøvlet! Og jeg gider heller ikke stå for opsøgende salg – altså skulle ringe ud til kunder og reklamere for mig selv. Det er for akavet.
Så det lader jeg andre om, og så står jeg for det sjove: At skrive blogindlæg og at forhandle og finde på sponsorerede samarbejder med dem, der skriver til mig direkte. Det er win/win.

D. 1. januar rykker min blog over til Benjamin Media, som i det nye år går all in på blogger-industrien, om man vil! Den kommer til at ligge på én af deres hjemmesider, sådan at deres bannere også bliver mine bannere, men den kommer selvfølgelig også til at ligge her på TWINPEAKS.DK som altid. Og det vil den altid gøre. Alt andet ville jo være weird. 😉
Jeg kommer selv til at kunne bestemme, hvordan den skal se ud, og jeg kunne rigtigt godt tænke mig et nyt look på bloggen. Jeg er mega-træt af min ‘header’, som det hedder, og så har den bare set sådan ud så længe, at jeg trænger til lidt forandring. Inspiration og gode idéer modtages med KYSHÅND i kommentarfeltet! Link meget gerne til andre sider, der ser cool ud, så kan jeg samle inspirationen til grafikeren! 🙂
Jeg glæder mig helt vildt til det nye samarbejde, da Camille, som har været min kontakt hos dem, er fuldstændig fantastisk. Hun var digitalredaktør på Eurowoman, mens jeg var på ELLE, så vi kender hinanden lidt fra afstand på forhånd. Og damen er knivskarp!

Så det er altså med den på! Jeg håber, I, der læser med, har lyst til at blive ved med det, og så håber jeg, vi ramler ind i hinanden på gaden en dag. Hvis vi gør, så sig til, for så giver jeg en krammer!