Nu har jeg i tre år boet overfor Heidis Bierbar i Vestergade uden egentlig at frekventere stedet. Og så er jeg i Sønderborg i 48 timer og ender med at drikke Captain Morgan med Redbull til klokken halv fire. Om morgenen. Med Steffen, som jeg brugte årene fra 1997 til 2000 på at være forelsket i på ‘Jeg-koger-lige-en-kat-i-dit-køkken’-måden. 

Jeg har mødt Steffen et par gange siden dengang, og mestendels er det blot blevet til et hurtigt hej og et flygtigt kram. Men efter at have læst alle mine dagbøger fra mine år som uskyldig og ihærdig gymnasie-studine igennem i forbindelse med, at jeg på onsdag skal læse op fra selvsamme til DR3s programserie ‘Kære Dagbog’, fik jeg blod på tanden til at grave i fortiden og genleve nogle scener. Ikke de romantiske, naturligvis, men de sjove og venskabelige. Så da jeg i denne weekend ramte Als sammen med Jon og Krapylerne for at besøge bedsteforældrene, satte jeg min daværende BFF, Sara, og altså Steffen stævne i det sønderborgensiske natteliv lørdag aften. Jeg havde (særligt dagens tidlige nyheder taget i betragtning) ikke forventet andet end lidt voksen samtale om fordums tid, og jeg havde givet tilsagn til min ægtemand om at ville returnere på den pæne side af klokken elleve. 

… Klip til scenen, hvor en pige i tyroler-outfit serverer en anretning, man på den alsiske udgave af Heidi’s Bierbar kalder en ‘KÆLK’ bestående af vodka, whiskey, Redbull og Kleine Feigling. Hele gøjemøget er beklædt med en spruttende fontæne, som er klistret fast på et af glassene med et stykke gaffatape, alt mens MM banker skiftevis albue og knytnæve ned i bordet og synger med må ‘Må man ta’ hunden meeeeed sig ind i hiiiimlen’ … (Emoji af pinlig berørt abe).

Det var smukt, det var sjovt, det var måske mest af alt tiltrængt efter en dag fuld af alvor, trykket sind, en del tårer og rigtigt, rigtigt meget tristesse. Og på samme tid føles det enormt forkælet bare for en stund næsten at kunne glemme det, der sker i verden lige nu, for det er der jo en masse, masse andre, som ikke kan. Og aldrig vil kunne. 

På torsdag skal jeg til London med min søster. Første tøsetur efter Krapylerne. Og jeg har glædet mig i flere måneder. Men nu overvejer jeg at blive hjemme, fordi jeg er bange, fordi IS har udråbt blandt andet London som et kommende terrormål.
Og selvfølgelig må vi ikke give efter for frygten! For så vinder de og den, og det må ikke ske. Men jeg er bange på en ny måde, efter at jeg har fået Prop og Berta, og den slags ‘bange’ vil skide på principper.

Derfor dette spørgsmål:
Hvad ville I gøre? Rejse eller ej?

Med ønsket om en varm søndag aften fuld af stearinlys, tanker, kys, dyner, film om låve, store knus, eftertænksomhed, betænksomhed, uforståelighed og kærlighed. For størst af alt er kærligheden, som den i øvrigt båtnakkede præst, der viede mig og Langemanden i 2013, sagde. For det havde hun trods alt ret i. Og sådan SKAL det blive ved at være. Det skal det jo.