Jeg er ikke en haj til volleyball. Jeg er heller ikke specielt dygtig til indretning eller nogen ørn til at løse kryds-og-tværs’er. Til gengæld er jeg skidegod til at sætte pris på ting! Og lige nu har jeg sommerfugle så store som albatrosser i maven på grund af mit nye kontor!! (Og ja, det er Tampax, der står i vinduet…) 
 Intet er på plads endnu, der kommer snart yderligere to borde, nogle opslagstavler, stole, kommoder, hylder og ikke mindst endnu en lejer, som skal sidde overfor mig, men her er allerede helt enormt awesome! Ud af vinduet kan jeg se himlen, og når jeg kigger ned, ser jeg ned på juledekorationen i Pilestræde. Den lys-guirlande er legendarisk, of jeg vil vove at påstå, at alle københavnere kender til den. Nedefra. Men hvor mange har set den fra himlen? MIG!! 😀
 Mit nye kontor udgør ligesom endeskiven her i Hi House, og hele min bagvæg har jeg i sinde at pryde med en stor masonit-plade, som skal plastres fuld af billeder, inspirerende udklip, citater, invitationer og meget mer. Måske en ret anvendt idé, men jeg har aldrig haft sådan én før, og nu kan det lade sig gøre!
 Formiddagen brugte jeg i selskab med Szhirley. Vi mødtes klokken 10.30 og spiste brunch, og da hun havde kværnet sit sidste stykke bacon, bad damen om at se dessertkortet! Jeg var målløs og lykkelig, og således havde jeg altså spist flødeis med karamelsovs allerede inden, de fleste mennesker når at nedbryde en croissant og en latté. GOD start på onsdagen!