12319475_10153674777406886_695456753_n
Jeg er rimelig god til at skrive, tør jeg efterhånden godt sige om mig selv. I er en pæn, lille flok, der har fulgt med her på bloggen siden starten i januar 2014, og jeg har således levet af at skrive i sammenlagt seks år.
Særligt de seneste to år har jeg gjort mig umage med at variere mine formuleringer og gøre mit sprog personligt og i tråd med den, jeg sådan går rundt og ér ude i verden.

Men at formulere sig digitalt har jo den fordel, at man kan tænke sig om, før man trykker ‘Udgiv’. Og fortryder man noget, man har formuleret, kan man bare rette i det.
Sådan forholder det sig selvsagt ikke nede på gaden. Eller hjemme i køkkenet. Og da jeg hører til den type af tøser, som tit taler før, de tænker og i øvrigt reagerer ganske impulsivt, kan det godt have en dum downside nogle gange.

I weekenden bed jeg hovedet af en dame på vej ned til metroen på Kgs. Nytorv. Hun brokkede sig højlydt over, at Jon og jeg tillod os at bruge elevatoren i stedet for at tage rulletrappen, da hun efter eget udsagn ikke kunne forestille sig, at vi havde dårlig ryg som hende. Jeg var stresset, fordi vi skulle have Krapylerne hjem i seng, og havde sådan en dag, hvor jeg havde brugt megen energi på at tigge almisser fra fremmede. Nogle folk i det travle, offentlige rum er nemlig nogle gange af den opfattelse, at folk med barnevogn tror, de ejer fortorvet, gågaden og alle andre steder, hvor vi som privatpersoner færdes konstant. Så hvis man skal forbi nogen med en klapvogn, der ydermere er bredere end den gængse, skal man virkelig skrue charmen på for ikke at tale til folks fordomme. Nogle gange. Og nogle gange gider man egentlig ikke rigtigt det, og så kan man godt blive lidt træt. Jeg kan i hvert fald.
Og det var jeg således i weekenden, da denne dame, som af en eller anden grund ikke kunne se vores kæmpevogn, skældte os ud for at være så luddovne, at vi lukrerede på en elevator, vi efter hendes mening ikke havde ret til. Derfor svarede jeg med maven og ikke hovedet. Hvilket jeg fortrød bitterligt bagefter, da vi nemlig også delte elevator med et par, der netop havde fortalt os, at de ventede tvillinger, og som jeg egentlig hellere ville have brugt min energi på. Jeg gik fra at tale med blomstrende ryst om den magiske tid, de havde i venstre, til at brumme som en brovten murbrækker på et splitsekund, og vores nye bekendtskaber synes vist, jeg var ret weird.

Jeg fik selv sagt ødelagt hele den gode stemning i kareten, og bagefter havde jeg bare lyst til at bide knoppen af mig selv og krybe i et musehul. Og sådan går det nogle gange for mig. Jeg laver også nogle gange jokes om ting, der ikke er sjove, og når jeg er træt og presset, har jeg tendens til at være sarkastisk. Særligt overfor folk, der er tæt på mig – hvilket kan være rigtigt træls og ikke specielt formålstjenstligt, når man egentlig bare gerne vil hygge sig.

Min spontanitet, når det kommer til at blande mig i ting og sager og lade munden løbe, kan være hyggelig og skaber tit god stemning og sjove møder med fremmede, men den gør altså også det modsatte. Ingen af os rummer jo kun det ene, og så er det jo vores fineste opgave at arbejde på det andet, og det gør jeg også. Og jeg synes, det er spændende. Ikke altid nemt – bevares! Men det er interessant og udviklende, og det klogeste, jeg kan gøre i den sammenhæng, er at lytte til min viise husbond, der efterhånden kender mig bedre end nogen andre. Han kan se mig udefra, når jeg ikke selv kan, og han er ikke bange for at give mig ret i, at jeg har været en klovn, når det er tilfældet, men han synes alligevel, jeg er bomben, også når jeg ikke er.
Sådan har man lov at være heldig – også de dage, man måske ikke helt har fortjent det. 🙂