5709_FPT_00049ARV2_CROP

Indlægget er sponsoreret af Angelina Jolie. Altså indirekte. Direkte er det United International Pictures, der har betalt. 😉

Jeg var i biffen en regnvåd formiddag for et par uger siden for, som én af de første, at beskue Angelina Jolies seneste film – hvor hun måde er instruktør og skuespiller. Og producent, gætter jeg på. Angie og jeg deler ikke altid samme filmsmag, men i netop denne flick, har hun valgt at give den mandlige hovedrolle til ham, hun er gift med, så jeg var game!

Det var en lukket bloggervisnin i United Pictures’ egen mini-biograf, der var små goodiebags fra The Body Shop og chokolade-muffins, og for at spille sund tog jeg en banan med ind i salen. Da jeg halvvejs inde i filmen mærkede den lille sult og åbnede bananen, kom jeg i tanke om, at det da nok egentlig ikke var så kammeratsligt gjort.

Lige inden ‘By The Sea’, som filmen hedder, startede, kom der en mand ind i den lille bio-sal og fortalte os to ting, som sker i filmen, men som vi endelig ikke må skrive i vores anmeldelser, da det næsten er for ærgerligt, at publikum ikke selv får den oplevelse … Hvor ville jeg dog ønske, at han havde valgt at dele den spoiler efter, at vi havde set filmen! For han har ret. Så det skal jeg undlade. 😉

5709_PP_D001_00274_RV2
‘By The Sea’ er usædvanligt smuk! Vejret er fantastisk, omgivelserne er storslåede, og alle de medvirkende er castet meget nøjsomt for at skabe den helt rette stemning. Filmen udspiller sig i 70’erne, og Brangelina spiller et amerikansk ægtepar på sommerferie i Sydfrankrig, og de har tydeligvis en ægteskabelig krise.
Angelina ser fuldstændig overjordisk fantastisk ud i alle “frames” i den film! Uanset hvornår, man trykker pause, ligner hun et udklip fra en voldsomt dyr reklame for en duft fra 1973. Det er helt vanvittigt og bliver efter min mening en lille smule for meget, når man tænker på, hvem der har lavet filmen … #ananasiegejuice

5709_FPT_00310AR_CROP
Filmen er en af den slags, min husbond elsker.
Der er et tydeligt problem imellem Angelina og Brad Pitts karakterer, og man aner ikke, hvad det er. Man gætter og gætter, og først i filmens sidste del komme forløsningen. Som udgangspunkt er jeg slet ikke til den slags film. Jeg kan meget bedre lide at sætte mig ned og så blive underholdt aktivt hele vejen igennem uden selv at skulle tænke. ‘The Notebook’, ‘Love Actually’. You get the picture. Og i første omgang tænkte jeg, at ‘By The Sea’ ikke var en film, jeg ville have lyst til at se igen.
Men nu er den altså alligevel sneget sig ind i mit hoved adskillige gange, siden jeg så den. Pludselig er jeg kommet i tanke om små scener, som ikke gav supermeget mening, da jeg så dem, men som i relation til det problem, det viser sig, de har, pludselig giver rigtigt fin mening. Desuden har hele setuppet hjemsøgt mig på den smukkeste måde. Alt var så vidunderligt flot – kulisserne, menneskene, og selvom Brad Pitt efter, hvad jeg kan høre, taler et utroligt dårligt fransk, så var den franskmand, han talte mest med, fantastisk at se på og lytte til.

Og nu har jeg sgu lyst til at se den igen, filmen! For at vide det, jeg ved nu, og så lægge mærke til endnu flere små markører undervejs. Og så for at kunne slappe af og nyde alle de smukke scener, nu hvor jeg ikke behøver irritere mig over, at jeg ikke aner, hvad det er, de har imod hinanden.
Og det ér vel det, en god film kan. I hvert fald ifølge de kloge. Den dukker op igen i baghovedet på én, selvom man ikke troede, den ville gøre det.

Traileren kan ses her, men jeg vil faktisk anbefale, at man lader være.
Når nu filmen er, som den er, synes jeg, det var ret fedt at vide absolut ikke-særlkigt-meget, da jeg satte mig i biografsædet. 🙂