Jeg vågnede tidligt i morges, fordi jeg frøs. I løbet af natten var kulden kommet krybende og lå omkring hele min lille familie i min søsters gamle børneværelse hos min far og hans kone i Sønderborg. Det var blevet vinter, og uanset hvor meget, jeg kunne ønske, at det ikke var tilfældet, kunne jeg ikke ændre på det. Det er koldt udenfor. 

Heldigvis kunne jeg skrue op for varmen, og det gjorde jeg. Samtidig hentede jeg et ekstra tæppe til mig selv og puttede de varme silkedyner tæt rundt om ungerne og kyssede dem, inden jeg igen lagde mig til at sove. 

Vinteren omgiver os alle sammen i dag. Det er hamrende koldt, og de fleste af os har varme huse og ekstra tæpper, nogle har endda brændeovne og badekar. Vi kan forskanse os i vores hjem, og her kan vi have det lunt og godt, mens kulden raser derude. Hvis vi beskæftiger os så lidt med den som muligt, kan vi næsten glemme, at den er der. 

Men det er den. Og det er ikke alle, der har muligheden for at krybe i ly for den. At man ser ud på en bestemt måde eller kommer fra et bestemt område betyder ikke, at man er fan af kulden eller ønsker, at andre skal fryse. Derfor håber jeg, at vi denne vinter vil huske på det, samle os, lune os ved hinanden og komme igennem vinteren i fællesskab. Vi kan ikke holde kulden ude, men vi kan åbne dørene til de varme stuer og dele ud af varmen. Der er ikke mindre lunt ved et ildsted, fordi vi deler pladsen om bålet med andre.

Jeg beklager den måske noget kluntede metafor, men det er svært at formulere mig i dag, synes jeg. Om noget, der er så stort, forkert og utilgiveligt. Mine tanker er (som alle andres) hos de familier, der er ramt af uforståelig ulykke i Paris lige nu. Og hos alle de andre, der er en del af den kæmpe-smerte, som hærger verden. Lad os passe på hinanden, rykke samme i bussen og i fællesskab stå op imod det, der efterhånden berør os alle sammen. En del af min angst i disse timer går desværre ud på min frygt for, at angsten forbundet med det, der sker nu, vil gå ud over de helt forkerte mennesker.

Jeg kan ikke sige det så godt som Khaterah Parwani i dag gjorde på Facebook, så det vil jeg lade hende om: 

Før du begiver dig ud i at give flygtninge skylden for det der sker i Frankrig, så spørg dig selv om hvem de også flygter fra? Det er i dag du skal forstå dem mere end nogensinde og vise højere sympati end nogensinde før, for nu kan du måske relatere bedre til deres frygt, smerte og tab. 

Vi skal forhelved rykke tættere på hinanden og skabe fælles front mod disse barbariske skæbner. Hvis vi internt ikke genkender hinanden, men ser fjender i hinanden, så står vi ti gange svagere og nemmere opløselige. Hvis nogen sidder lige nu og kniber mave over det der rammer Frankrig i disse timer, så er det præcis dem, der selv har oplevet de skud, mistet familiemedlemmer og mærket det på egen krop. 

Menneske til menneske. Nu.