12202173_10153634097851886_936467405_n

Det er mandag, Krapylerne blev i morges afleveret i vuggestuen af deres (tatoverede) far, og efter en overnatning udenfor hjemmet i weekenden, var Berta ikke stolt ved situationen, desværre. Derfor planlægger jeg at pjække fra arbejde i eftermiddag og hente dem, når de vågner fra luren. Satme fantastisk, at det kan lade sig gøre!

Inden da skal jeg et smut forbi Beauty-messen på Toldboden og høre lidt om skønheds-lækkerier, men først fik jeg lige lyst til at byde ind med en klassiker – nemlig 10 random facts! En anden klassiker, der snart ser dagens lys igen, er Freitags-Fragen, som jeg planlægger at sende ud i verden på fredag, mens der danses på TV2 i bedste sendetid. Jon skal nemlig til Barcelona og se fodbold fra fredag til mandag, så der er ingen forstyrrende elementer i sofaen. Jeg håber, der er nogle, der har lyst til at lege med. 🙂

Nu til facts!

  1. Når jeg bestiller en stor cola på en restaurant, beder jeg altid om et sugerør. Det gør jeg, fordi hvis jeg skulle løfte og tippe glasset mod min mund hver gang, jeg skulle have en slurk, ville al brusen være fordampet, inden jeg var halvvejs igennem min drik. Man er vel cola-kender!
  2. Den blogger, jeg havde håbet ville dele kontor med mig, når halvdelen af Townhouse flytter d. 1. december, har sagt ja! Jeg glæder mig sådan til at få en rigtig kollega på kontoret!
  3. Jeg har i hvert fald 50 neglelakker derhjemme, og jeg har altid set mig selv som typen, der har lakerede negle. Sandheden er nok snarere, at jeg har været lakket til måske fem gange i de forgangne fem år. Jeg synes, jeg kan mærke lakken på neglen, når det er, og så får jeg negle-klaustrofobi.
  4. Jeg er begyndt at følge lidt med på Irina The Divas blog, og den dame forstår virkelig at klæde sig på en måde, så hendes flotte former får fuldt (fortjent) fokus! Og så er hun bedre til contoured makeup end nogen anden, jeg har hørt om. Hun er for Danmark, hvad Kim Kardashian er for USA. Og hun klæder os!
  5. Jeg føler, at jeg snyder, hvis jeg ser TV uden at have stearinlys tændt.
  6. I weekenden gik Jon og jeg alt vores tøj igennem og fik det lagt på plads i vores nye kæmpe-skab! Jeg erfarede, at jeg har alt for mange sweatre og alt for få sko.
  7. Når jeg møder læsere ude i verden, bliver de tit overraskede over, at jeg ikke er højere, og at min stemme er så mørk.
  8. Hvis jeg regnede sammen, hvor mange penge, jeg har brugt på togbøder igennem tiden, ville jeg få et nervøst sammenbrud.
  9. Jeg har ikke trænet regelmæssigt siden sommerferien, og jeg bliver ved at sige, at jeg bare skal i gang igen, men jeg begynder altså at tvivle på, at jeg nogensinde kommer det.
  10. Jeg vil vildt gerne have en tatovering. Jeg aner bare ikke, hvor den skal sidde, eller hvordan den skal se ud. Sådan har jeg haft det, siden jeg flyttede hjemmefra.