12282780_10153664934976886_424951426_n

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en hyppig gæst hos det sociale netværk, Instagram, hvor jeg dagligt går på jagt efter inspiration, tidsfordriv, nogle gange misundelse og masser af jokes. Jeg har enkelte profiler, som jeg tjekker dagligt, og de andre ser jeg mestendels, når vores veje krydses i et scroll.

Jeg kan bedst lide at følge folk, jeg kender fra det virkelige liv, og derud over følger jeg nogle store profiler, som ikke laver andet end at poste jokes og sjove memes og billeder. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvad ‘memes’ betyder, så hvis nogen kan hjælpe, er en forklaring kærkommen i kommentarfeltet. På forhånd tak!

FOR SJOV
@tank.sinatra
Ham begyndte jeg at følge for nylig, og han er enormt grineren, og så er han stor som en mindre personbil. Han er knap så selvfed som mange af sine “kolleger”, og så laver han mange flere posts om dagen.

@thefatjewish
Ham kender de fleste efterhånden. Jeg overveje at unfollow’e et par gange om ugen, fordi hans kommentarer bliver mig for meget, meeeen han er sgu meget grineren alligevel. 🙂

@fuckjerry
Også ret skæg fyr med masser af spas’e billeder og små videoklips.

@andershemmingsendk
Det danske svar på “all of the above” med virkeligt sjove billeder og små videoklip. Det eneste, der er træls ved ham, er, at jeg engang læste, at han udtalte til en artikel, at han bare gerne ville have folk til at grine uden, at det gik ud over nogen.
Det sidste passer i hvert fald ikke, for han tager dagligt tyk pis på masser af mennesker til vores alles store morskab. Og jeg tror ikke på, at de alle har underskrevet deres samtykke.

INSPIRATION
@vibekelentz
Jeg kender ikke Vibeke privat, men jeg faldt over hendes profil, fordi jeg kender hendes mand, Frederik, som er moderedaktør på Euroman og Eurowoman, fra modebranchen. Vibeke er genial til at fange stemninger i sine billeder, og hun har en meget genkendelig stil, så man næsten kan gætte, at billedet er hendes, før man ser afsenderen.

@jonathanfaust
Han er en troldmand med en tuschpen, og hvis man ikke har opdaget ham endnu, er det bare om at komme af sted. Jonathan laver de fineste små skriverier, som han optager på video.

@humansofny
Eneste Instagram-profil, der nogensinde har fået det til at løbe koldt ned af ryggen på mig og har lokket vandet frem i mine øjne. De fleste kender ham efterhånden, og hvis de ikke gør, burde de.

BLOGGERE
@miriampoulsen
Den mest nede-på-jorden blogger, der findes! Hun tager ikke specielt pæne billeder, og de fleste af dem forestiller hendes kat (jeg er hunde-menneske), men jeg elsker hende alligevel!

@rockpaperdresses
Cathrine smiler næsten altid, og så er hun den dér pige, der ser godt ud i alt det dér lidt for vilde tøj, som vi andre kommer til at ligne vores stive faster Tove i. Hun har god smag og masser af hjerte.

@emilysalomon
Hun tager billeder så fine, at det næsten gør ondt i øjnene. Hun må have et virkeligt dyrt kamera og en fantastisk ordens- og indretningssans. Men hun er dejligt uhøjtidelig og nærværende (både på blog og Instagram), så hende bliver jeg aldrig træt af.

Det var lidt om det! 🙂
Hvis der er stemning for det, deler jeg gerne nogle flere tips en anden dag!