12064256_10153603904071886_1226875683_n

Jeg sidder denne mandag formiddag, mens jeg indtager dagens anden morgenmad, og grubler lidt over nogle småting. Mens jeg spiste min første morgenmad, skimtede jeg en artikel i Berlingske, som var en diskussion mellem to kvinder i tyverne. ‘Mulighedernes børn’, som avisen så småvammelt havde døbt dem.
De to piger var klædeligt uenige om emnet, som var det pres, samfundet lægger på netop deres slags – kvinder i tyverne. Ifølge avisen og de to damer forventes man i dag at skulle tage en kandidatgrad, springe bungyjump, blive voldtaget i Asien og spise et løvehjerte, inden man fylder 30, og det, der virkelig tynger ungdommen, er ansvaret for egen lykke.

Jeg forstår virkelig godt problematikken. Jeg er fuldstændig og komplet enig i, at vores forventninger til livet, kærligheden, karrieren og sågar sommerferievejret i disse år(tier) er forskruet – ganske ligesom forventningen til eget BMI, sundheds- og træningsregime er det.
Vi lever i dén grad i individualitetens tidsalder, og så snart, vi ikke er lykkelige, forlader vi vores job eller partner og skynder os at finde en anden, der får os til at føle, som den første gjorde i starten. (Hvad vi ikke indser er, at det er ikke noget, HAN kan. Ham den nye. Sommerfuglene skyldes endorfiner i vores egen hjerne. Og når de har fortaget sig, smutter vi igen …).

Jeg ved det, jeg er hamrende generaliserende. Men tillad mig at fortsætte lidt endnu … 😉
Vores generations problem er, tror jeg, at vi er bange for at kede os. For mens, vi sidder dér og keder os, brænder luen i vort livs lys stadig lystigt, og tellestumpen bliver kortere og kortere … Mens vi keder os, ser vi vores liv rinde ud, uden at vi har oplevet noget af væsentlighed. Vi skal afprøve os selv, teste os selv, mærke at vi lever!
Skyldes al den her stress og søgen på lykke måske i virkeligheden en frygt for at dø?

Jeg ved ikke, om der i dag dør flere mennesker, end der gjorde for 50 eller 100 år siden, men jeg tror det ikke. Vi ved det bare hver gang. Dengang jeg var barn – før internettet var allemandseje – hvor jeg trådte mine barne- og ungdomssko på det sydlige Als, fik jeg det jo ikke at vide, når en mand var blevet kørt ihjel i en højresvingsulykke i Hvidovre. Men det gør jeg nu. Overskriften præger mit feed på facebook og alle internet-avis-forsider. Fordi alle udgivelser nu er fælles om at være først med nyheden, gør nyhedsmedierne sig umage med i stedet at overraske deres læsere indenfor andre områder af ulykken. Ét medie bringer måske et interview med en sørgende enke, et andet har talt med nogen, der bevidnede ulykken, og et tredje kan berette om, hvordan kammeraterne på arbejdspladsen slet ikke kan begribe, at deres højtagtede kollega aldrig igen skal spise basser med dem i kantinen.
Alle de følelser og indtryk rammer mig, og de næste mange dage kan jeg ikke krydse gaden uden at tænke på staklen fra Hvidovre og de frygtelige konsekvenser, det også ville få for min familie og mine venner, hvis også jeg blev ramt af en bil.

Måske ved vores generation i endnu højere grad, at manden med leen går rundt mellem os hver evigt eneste dag, og derfor løber vi hurtigere og hurtigere for at nå allermest muligt, inden han når os. Eller for at distrahere os fra det faktum, at han ånder os i nakken. Måske.

Hvad er man, hvis man undlader at gøre alt muligt, som objektivt er at betragte som spændende hele tiden? Hvis man nyder sin hverdag og elsker de små øjeblikke, den har med? Hvis man er typen, der kan få en gedigen optur ud af, at nogen har bagt boller eller at solen skinner på de blomster, man har købt i Netto? Er man så middelmådig? Norm-core? Og er det kedeligt?
Hvis man ikke er typen, der har behov for at have oplevet sig selv på alle kontinenter, at have en kandidat- eller phd-grad eller at have festet med alle de kendte og kongelige, er man så nødvendigvis mindre lykkelig eller mindre i live? Er det ganske umuligt at blive lykkelig, hvis man ikke ved, hvor længe man kan holde vejret under vand i et tropisk land, hvis man kun har knaldet med to forskellige mænd, og hvis man ikke kan lide designet på Royal Copenhagens tallerkner og Kählers vaser og bare ikke gider læse Kinfolk?

Jeg beklager, hvis jeg bliver noget langhåret og på samme tid højtragende på sådan en almindelig mandag morgen. Og jeg har heller ikke noget svar eller nogen egentlig pointe, jeg gerne vil nå frem til som sådan. Og jeg siger heller ikke, at jeg selv tilhører hverken det ene eller det andet segment.
Jeg undrer mig bare over, hvorfor vi har så travlt med at have travlt hele tiden. Travlt med at være, blive, gøre og mærke. Nogle gange, tænker jeg, kan det fantastiske måske ske inden i én, og den stemme kan risikere at blive overrumplet, hvis man konstant farer fra spændingsmoment til spændingsmoment og forhaster sig for at leve op til omverdens (og egne) forventninger til uddannelse, Ironman-gennemførelse, selvrealiserings-yoga-tur til Indien, spændende sexliv og kulinariske oplevelser.

I søndags var det Verdens Mentale Sundheds-dag. På fredag er det World Food Day. På de dage forventes vi at gøre hinanden opmærksom på emnerne (på de sociale medier, selvfølgelig) og gøre, hvad vi kan for at skabe fokus på netop disse.
Måske trænger vi til en International Kedsomheds-dag? En dag, hvor vi alle sammen officielt ikke foretager os noget som helst spændende – og gør det med vilje. Bare for at mærke, hvordan det føles, så vi ikke glemmer, at det ikke er så farligt, som man nogle gange skulle tro …