For tredje dag i træk har jeg fået lov at sove så længe, jeg kan. Jeg har i nogle uger været forladt af Ole Lukøje, så nu har jeg i stedet allieret mig med Jon Lange. 

I går stod min far og Elke op med Krapylerne, og da Jon og jeg vågnede, var de netop på vej på legeplads, hvorfor vi udnyttede ansvarsløsheden og tog på SULT og spiste noget af deres dyre, men ligeledes overdådige brunch.

I dag tog Jon den tidlige tjans, og da jeg vågnede, var han i færd med (til Hugos store fortrydelse) at indhylle dem i de flyverdragter, vi i går investerede i, og mens jeg nu sidder hér i sofaen og ser ‘Bones’-marathon og spiser yoghurt, tonser de rundt og bider i visne blade i Dyrehaven.
  
I takt med, at morderne afsløres af Angel fra ‘Buffy’ og hende, der minder lidt om Saga fra Borgen, mærker jeg mit overskud vende tilbage, mit hoved blive klarere og min lyst til at bage boller vokse til sådan cirka samme styrke som sidste søndag. Desuden har jeg planer om i aften at lave de hokaido-fritter, Miriam skriver om på sin blog i dag.

I går aftes var det meningen, at min søster og jeg skulle spise fødselsdagsmiddag i min ære på Bo Bechs restaurant Geist på Kongens Nytorv, men en time før vort aftalte møde måtte jeg tilstå, at gejsten til Geist havde forladt mig, så i stedet for stiletter og dyre cocktails, fyldte vi vores aften med vietnamesiske specialiteter og cola på LeLe efterfulgt af bland selv-slik og biftur i Palads. Når man er mast, er det enormt aflastende at være i selskab med folk, der også elsker pandekager. 😉

Som jeg sidder her i sofaen, er solen netop tittet ind over tagryggen på bygningen overfor, og jeg ville ønske, jeg havde en hund, som kunne lægge sig til at sove i solstrålen, den kaster på gulvet foran altandøren. I stedet vil jeg spise resten af min yoghurt og nappe mig endnu en lur, inden min dejlige familie kommer hjem og spiser frokost. 

Med ønsket om en vidunderlig dag! Fuld af søvn, solskin eller sofatid. Man vælger heldigvis selv. 🙂