Dagen i dag har vist sig fra en overordentlig pæn side. Jeg havde ellers mine tvivl, da jeg i morges (efter at have brugt et kvarter på at finde mine nøgler – I will never learn) ankom til fotostudiet på Nørrebro, hvor jeg og to andre bloggere skulle foreviges i anledning af skofirmaet Deichmanns styling-challenge. Jeg blev også spurgt, om jeg ville medvirke sidste år, og da takkede jeg nej, fordi jeg tænkte, at det kan jeg da ikke finde ud af. I år var jeg mere modig og takkede ja. 
Da jeg så i går aftes tjekkede mine kolleger/konkurrenter ud på Instagram, løb modet lige så stille ned mellem gulvbrædderne. Der er nemlig tale om to yderst smækre ungmøer på henholdsvis 19 og 20 somre, som er præcis så stramme i betrækket, som jeg var i den alder. Hvilket er 15 år siden. Og de lever og ånder tilsyneladende for mode. Og jeg havde et kvarter forinden fundet en børne-bussemand på de bukser, jeg sirligt havde udvalgt til opgaven – fordi jeg ikke kunne finde mine læderbukser i al vor flyttehelvede. Men så rankede jeg ryggen og valgte et andet mindset! Jeg er jo blevet valgt, fordi jeg også kan noget! Alt mit tøj er ikke nødvendigvis sidste skrig, men hallo – de fleste af os bruger altså vores silkeskjorter og skinny jeans mere end én gang, før de skiftes ud. Og hvis et outfit klæder én, er det vel underordnet, om det er fra sidste år. Eller året før. I retoucheringen kan der snildt fjernes både snotpletter og leverpletter, og mine rande under øjnene ville formentlig få en gang hudfarvet creme, inden fotografen blev kaldt til scenen. 

Og ganske rigtigt! Både makeupartist og fotograf var i øvrigt gravide og skidesøde (hvilket de to ungmøer også var. Med eftertryk). Og efter en tur i stolen hos Vivi, som stod for sminke, var jeg ikke til at skyde igennem!
 
 … Lige indtil frokosten blev serveret. Den var produceret af restauranten ’42RAW’, som af Gud ved hvilken årsag nægter at varme mad ordentligt op. Eller anvende gluten. Eller kød. Eller mælkeprodukter. Og til det serveredes der Cola Zero. Mens jeg sad dér og gjorde mit bedste for at guffe mig igennem en mørk sandwich med grønt fyld, modtog jeg en SMS fra Jon, hvor der stod ‘Jeg har købt en kylling, som hedder Holger. Så du skal bare stå for sovsen!’ Og så var jeg glad igen. 🙂

Jeg endte med at få tre skidegode billeder ud af det, hvis jeg må være så fri, og jeg råhyggede mig med de andre, som var der. Og den sult, jeg ikke fik stillet ved frokosten, fik ben at gå på ved den store slikskål, der heldigvis forefandtes på lokationen. Og selvom de unge damer var præcis så labre, som de så ud til på nettet, har jeg totalt fået blod på tanden i forhold til at give dem et bombastisk baghjul, når afstemningen om, hvilket billede, der skal vinde, sætter igang. Der får jeg nok brug for liiidt assistance fra jer, der er så venlige at læse med. Mere om det om fjorten dages tid 🙂

Her til aften spiste vi Holger med brun sovs og ris, nu er min far (som pudsigt nok deler navn med kyllingen) og min Elke taget i teatret for at se Jon, som skægt nok er samme sted, og jeg planlægger at gå tidligt i seng, så jeg kan være frisk og veludhvilet i morgen. På min FØDSELSDAG! 😀 

Hav en vidunderlig torsdag aften derude på den anden side af skærmen. Jeg nyder min i sofaen på den nye adresse, hvor man ikke kan høre på basgangen fra gaden, hvilken ugedag det er. 🙂