12067953_10153593605791886_1663417977_n
Aben Arne, Familiens primære fredsforstyrrer … Og Hugo. 😉

En hel, lang weekend, hvor jeg ikke var ude af døren én eneste gang! Det kan altså godt noget! Fra vi flyttede ind i fredags, og til jeg skulle på arbejde i morges, forlod jeg ikke vores 145 kvadratmeter en eneste gang. Og det ér vel strengt taget heller ikke nødvendigt, når man råder over SÅ meget plads OG en altan! 😀

Vores nye hjem er virkelig fint! Eller – det bliver det. Lige nu er det mest rod og flyttekasser. Jeg er i dag iklædt en sweater, jeg ikke har haft på, siden jeg var højgravid med ungerne, fordi jeg ikke aner, hvor noget som helst befinder sig. Da jeg sportede den første gang, lo min svigermor af mig og udbrød “Den får dig i hvert fald ikke til at se mindre ud!” Og jeg tror egentlig, at det faktum stadig gør sig gældende. Men lad nu det ligge.
Jeg elsker, at krapylerne kan løbe op og ned ad gangen og køre på scooter mellem rummene, hvilket de praktiserer en del. Og fordi Jons og mit soveværelse er placeret i den fjerneste ende af lejligheden, hersker der en nærmest hypnotisk ro i rummet – om end jeg ikke helt kunne lade mig lulle ind i den, da jeg helst ville. Jeg planlægger at indrette rummet som et sandt refugium, hvor Lange-manden og jeg kan trække os tilbage i hinandens selskab (og arme) i enden af en dag.
Lejligheden er smuk, stor og dejlig, og altanen findes virkelig og er et ganske nyt og højt værdsat begreb for mig. Vi bor ud til en mildest talt uinspirerende gård, hvor udsigten byder på frit valg mellem containere eller hvide mure, men jeg tænker, at det er prisen for at have råd til at bo så centralt og stort på én gang. Havde der været udsigt til Kongens Have, ville vi ikke være kommet i nærheden af denne perle. Og jeg satser på, at hvis containerne virkelig hørmer så grimt om sommeren, som viceværten kom til at sige, at de gør, så ville man vel ikke have ladet en altan bygge. (Vel …?)

Jeg skrev et relativt slukøret indlæg i går, som handlede om, at jeg ikke kunne sove. For det kunne jeg vitterligt ikke. Jagten på z’erne blev vel egentlig dagens tema. Først prøvede jeg at sove om formiddagen, og det gik ikke. Da ungerne så blev lagt til lur, gav jeg Drømmeland en ny chance, og endnu engang stod der er en stor, fed dørmand iført Schott-jakke og sikkerhedssko og jagede mig bort med uforrettet sag.
Da Krapylerne vågnede fra deres lur, kom min søster forbi for at tage dem med på eftermiddagstur, og selvom jeg var søvnberøvet, følte jeg mig ikke længere træt!
Kombinationen af at have haft en letvægterdag med masser af hvile og det faktum, at krapyl-mosteren tilbød sig som småbørns-underholder i hele to timer, gav mig livslysten tilbage. Og med den kom en ubændig trang til at bage fødselsdagsboller. Hvilket jeg gjorde! I usigelige mængder! Jeg spiste to med pålægchokolade (naturligvis), og bagefter startede vi op for en ny Lei Lange-tradition: Hjemmelavet søndags-pizza bagt på Lange-mandens nyeste gadget: En pizzasten!

Om det skyldes, at min bug var proppet til randen af blød, hvid dej, ved jeg ikke, men natten til i dag sov jeg otte timers sød, død søvn. Og I, der var så søde at kommentere i går: Tak! Jeg skal have gang i det magnesium – det lyder som en god plan.
Jeg vågnede op i morges så lettet og lykkelig, at jeg både lod Jon sove en time længere OG lavede spejlæg formet som et hjerte til ham.
Selv spiste jeg en bolle med smør. Og pålæg-chokolade, naturligvis. 😉

I aften får jeg besøg af min ældste, bedste veninde, som skal se lejligheden for første gang, og jeg planlægger at købe rigelige mængder af E-numre, som skal nydes i skæret fra stearinlys (vi har endnu ikke hængt lamper op) i sofaen, når ungerne bobler, og Jon jonglerer på Halmtorvet! Åh, det er altså godt, det her! Jeg var lidt nervøs for at flytte fra det ene til det andet, men jeg ved allerede, at det her var en virkelig god beslutning. Det bliver et godt hjem for vores bette familie.

Jeg har spurgt vores udlejer, om jeg må fortælle navnet på hans firma her på bloggen, idet rigtigt mange har skrevet og efterspurgt netop den info, men det har han desværre frabedt sig. Bare så man ved det, hvis man nu gik og tænkte på det. 🙂