Edit   Jeg kom igennem mit oplæg til seminaret i Østerbros havneområde! Med sved både på overlæbe, i håndflader og navle og med måske en eller to for mange dumme jokes, fordi jeg var vaskeægte nervøs! Men på den gode måde. Den der måde, hvor adrenalinen pumper i kroppen og får en til at rette ryggen og skyde brystet frem. Jeg har altid været eksamensmenneske, og jeg wingede faktisk også det her oplæg uden at skele til mine håndskrevne noter meget mere end en gang eller to. 

Desværre sluttede jeg lidt af i en alt for blød landing, idet en jurist i forsamlingen stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor et indlæg, jeg havde blæst op på storskærmen, ikke var markeret som ’sponsoreret’. Jeg blev helt befippet på samme måde, som når man får lune armhuler af at se en politibil, selvom man ved, at man HAR lygter på cyklen. Så jeg mumlede noget med, at det kunne jeg ikke forklare. Selvom svaret blot var at scrolle halvanden centimeter længere ned under billedet, hvor der stod ‘SPONS’ med store, fede typer. 

Her på den anden side af min mentale kraftanstrengelse er jeg så møg-bombet, at jeg har besluttet mig for at gå i biffen. Jon har hentet ungerne i vuggeren og insisterer på (det herlige væsen), at jeg bliver væk og nyder lidt alenetid. Så i skrivende stund sidder jeg på række 9, sæde 3 i Dagmar Teatret klar til at nyde ‘Kvinden I Guld’. I tirsdags til premieren på James Bond, frøs jeg under hele filmen mine fusser, og da jeg atter i dag er iført stiletter på bare tæer, glædes jeg over, at jeg havde et par uldne sokker liggende i tasken. Nogle gange er det en fordel ikke helt at have styr på, hvor ting ender. 🙂

Tusind tak for digitale, opmuntrende tilråb på Instagram i formiddag! I er bomben. I say it again! 

Møs fra salen!