Det viser sig vist, at Mor Lange er lidt af en tryghedsnarkoman. Nu har jeg, som for nogle bekendt, aldrig været en vanvittig habil sover. Jeg synes, jeg er beriget med et relativt stort hjerte, men et sovehjerte kunne det altså ikke blive til. 

Det seneste halve år er det dog gået ret godt. Hvis bare jeg går i seng omkring 9 timer før, jeg vanligt kan forventes at skulle krapyl-opvarte, plejer jeg sammenlagt at kunne hale en 7-8 timer indenbords. Men så begyndte flytteplanerne. Og der er sørme også flytteplaner med Townhouse. Og jeg mangler at åbne Lalalei.dk. Og sådan noget. Og det er åbenbart for meget for mit bette Kopf.

For de seneste par uger er de lange nætter vendt tilbage. At forsøge at falde i søvn, når man ikke kan, er som at ligge på gulvet og gøre sit bedste for at mase sig ned mellem træbjælkerne. Eller som at prøve at bøje sit skinneben. It can’t be done.

I nat blev det atter blot til lidt over fire timers søvn, inden Hugo vækkede os med morgensang kl. 5.20 (vi skal virkelig have sat gardiner op på børneværelset ASAP). Jon forbarmede sig og gik en formiddagstur med ungerne i tågede København, mens jeg gav søvnen endnu et skud. Jeg lå og stirrede ind i sofaens ryglæn en times tid, før jeg til min lettelse mærkede, tankerne gav mindre og mindre mening. Desværre havde nogen glemt at slukke for vores Jabra-højttaler, og den er indrettet således, at når batteriet rammer niveauet ‘kritisk lavt’, siger en dyb mandestemme højt og med ærkeamerikansk accent ‘Recharge battery’, så i samme sekund, som Ole Lukøje lagde an til en snaver, blev jeg revet tilbage til virkeligheden af et halvdødt batteri, og momentet var forpasset.

Nu er ungerne imidlertid lige blevet lagt til lur, og når de vågner, kommer min kære søster og tager dem med på legeplads, så dagens opgave er enkel: SØVN! Jeg ville jagte søvnen som en skruppelløs fan jagter Ryan Gosling! Som en hund jagter en kanin! Som en jura-studerende jagter 12-taller og som en bumset teenage-fyr jagter kørvel! Wish me luck, I’m going in! 😉