12048513_10153584635956886_1680628874_n

Jeg var mast i lørdags! Fladere end en 12-årig piges brystparti. Trættere end en hun-puddel efter et weekendophold på en kennel. Mere udkørt Marilyn Mansons mascara. Jeg var bare mast!
Jon forbarmede sig over mig og lod mig sove en god, lang eftermiddagslur på gode to timer, og da jeg vågnede igen, var jeg stadig absolut lige så mast. Det var bare én af de dage.

Jon skulle på job, så jeg havde ansvar for vores kærlighedskuld, og de halvfems kvadratmeter, vi råder over (lidt endnu ..), var absolut ikke nok plads til dem. De kravlede rundt på væggene og fungerede som et par regulære borebisser – de gjorde deres bedste for at destruere alt på deres vej, mens de hvinede og råbte, hvorfor jeg smed dem op i Bugaboo’en og begav os ud i verden. Allermest havde jeg lyst til at smide mig på sofaen med fjernbetjeningen og lade mig underholde af, hvad der nu blev vist sådan en lørdag eftermiddag. Det sidste, jeg var i humør til, var faktisk en frisk gåtur, og min tålmodighed blev sat på prøve af de mange cafégæster, der ingenlunde gad overholde beværtningernes begrænsninger, hvorfor jeg måtte fremtvinge høflige smil, når jeg bad dem lette måsen, så jeg kunne bakse vognen forbi. Flere af de småstive eftermiddagshyggende mennesker kastede et blik ned i vognen, lettede på hatten og fortalte mig, at jeg havde nok at se til. Og lige denne dag gave jeg dem ret.

Nogle dage mangler overskuddet. De fleste dage er jeg ellers overordentlig flittig til hyggesnak med fremmede, udveksling af små jokes i køen ved bageren, smileri til folk, der cykler forbi mig på gaden. Og så er der dage som i lørdags, hvor man bare er mast.

Heldigvis skal der sjældent meget til at vende bøtten. I lørdags vendte den ved, at jeg nede ved vandet i nærheden af The Standard hev Krapylerne ud af klapvognen og lod dem lege på de fine trampoliner, der er sat op dernede. Her forenedes jeg med to-tre andre mødre, der stod og betragtede deres unger hoppe omkring – eller i hvert fald forsøge. Mine børn har endnu ikke knækket koden i forhold til hopning. De bøjer i benene, men de letter aldrig. Lidt smalltalk om børns alder, de sjove navne, alle andre forældre, giver deres yngel og alt andet lige fra dette til hint lettede mit humør, og jeg gik glad og lidt mindre mast hjem en time senere.

I formiddag, da jeg havde afleveret ungerne i vuggestuen, kom jeg ud til min cykel, som stod lænet op af stakittet ind til institutionen. Ved siden af min cykel stod en mand klædt i blå overalls. Da jeg havde sat min taske i cykelkurven, og han derved følte sig sikker på, at jeg var ejeren af bemeldte jernhest, gjorde han mig venligt opmærksom på, at jeg havde en skrue løs. På cyklen, altså.
Jeg erkendte, at det vidste jeg faktisk godt, men hverdagen havde i flere uger taget den overskydende tid fra mig, så jeg havde ikke fået gjort noget ved det. Han bad mig vente et øjeblik, hvorefter han hentede en svensknøgle og i et snuptag løste mit lille problem, og så sendte han mig af sted med et stort smil.
Dét er altså overskud om noget! At nogle mennesker gider at deltage i andre menneskers liv – at dele et lille bitte overskud. Om det så bare er en dum joke, en kompliment, en svensknøgle og en venlig tjeneste. Det er så hamrende hyggeligt, det gør verden både mindre og større på én gang, og det kan kun anbefales. De dage, man selv har overskuddet at dele ud af, er det selvforstærkende og gør, at man kommer hjem med dobbelt så meget, som man tog af sted med.

Bare en lille tirsdags-tanke – og en tak til min helt i blå smækbuks! 🙂

12077274_10153584638621886_687314617_n
Meget apropos, så landede den her bog på mit bord i går. Den bør egentlig stå på alle gymnasieelevers pensum!