IMG_5265.JPG
Det her gad jeg altså virkelig godt gøre endnu mere! Holde arrangementer, hvor jeg kan få lov at hilse på jer, der læser med her på domænet! Det er simpelthen så hyggeligt, sjovt, grineren og livsbekræftende! Det heldige for mig er jo, at jer, jeg møder, næsten altid har noget til fælles med mig. Ellers gad I nok ikke læse med. I elsker kage og lakridskonfekt, I griner meget, I gider godt lidt fest og ballade, og så er I til dullesager.  
Jeg var sandt at sige en kende nervøs i går, da jeg stod dér i Borgen på indersiden af The Body Shops gitterport og ventede på, at den skulle rulle op, så gæsterne kunne komme ind. Når vi har holdt events i København, har jeg som oftest lige lavet mad til ungerne, puttet dem, skiftet bluse til én uden tomatsovs, eller hvad krapylerne nu lige brugte som kasteskyts den pågældende aften, og så er jeg cyklet ned af Strøget og ind i butikken.  
Men denne dag havde vi kørt siden morgenstunden, handlet ind i Kupfermühle på den anden side af grænsen, og det var tydeligt, at vi var på udebane. Selvom jeg jo ynder at mene, Sønderborg altid vil være min hjemmebane. Jeg havde bare haft lidt for god tid til at tænke over, hvem der egentlig kom, og mon de ville hygge sig.

Vi ramte Sønderborg kl. 14.30 i Marianne fra The Body Shops mors stationcar, og jeg blev sat af på min fars trappesten. Herfra gik jeg sporenstrengs ind i køkkenet, spiste en rugbrød med sardel fra Als Pølser, og så gik jeg op i seng.
Selvom jeg nægter at anvende ordet ‘hårdt’ om at have krapyler, så vil jeg nu sige, at de i den grad holder os til ilden for tiden. Jeg sov i tre stive timer og blev vækket af min far, der venligt gjorde opmærksom på, at de havde en bøf med bernaise klar til servering i stueplan. 
Med fornyet energi fra kombinationen lur/bøf tog både De Gamle og jeg ned i Borgen (min far ville gerne lige bevidne hvordan “jeg præsterer”, men han fik nu hurtigt nok af cremer og damer og tøffede hjem og så fodbold), og her fik jeg to timer i selskab med en god gullash af kvindfolk!
Der var damer, jeg ikke havde mødt før, damer, jeg kendte fra Instagram, damer, jeg har været nabo med, damer, jeg var bedsteveninder med i folkeskolen og damer fra min gymnasieklasse. Der var sågar damer fra min lillesøsteren gymnasieklasse!
Det var simpelthen så skidehyggeligt, og vi skulle have lukket klokken halv ti, men pludselig var den ti, og så kørte gitterporten ned igen, og Elke og jeg kørte hjem med en tiloversbleven gulerodskage i favnen og så Norskov i flimmerkassen.  
Tusind tak for en fantastisk aften, d’damer, som kom og hyggede med os! I gør det så fedt at være mig! <3

Og Randers, din frækkert! Ret ryggen og knib ballerne sammen! Det er dig, det går ud over i aften! 😀