Godmorgen, Hr. og Fru Lange!

Siden vi gik i seng i går, er jeg i mit kommentarfelt blevet kaldt lidt af hvert, fordi jeg tillod mig at undres over nogle ord i går. Tre små ord, der alle har det tilfælles, at de lægger sig op af ord, de ikke er. Eller er virkelig meget.
Eksempelvis kan oliven være ekstra-jomfruer. Jeg bedyrede i indlægget, at det kan man ikke. Enten er man jomfru, eller også er man ikke jomfru. En kvik læser skrev, at det passer ikke, for Donna Martin fra Beverly Hills 90210 var i hvert fald ekstra-jomfru.
I stand corrected! Denne årvågne kvinde har gjort mig til skamme – hun har tydeligvis ret udenfor enhver tvivl!

Men her holder mine indrømmelser altså også op.

Jeg forstår ikke, at man kan kalde det at løbe 21 km for at “gøre noget halvt”! Jeg kan ikke engang løbe til bageren, så hvis jeg en dag kommer igennem den distance, er der satme ikke nogen, der skal smække “halvt” foran, når de fremhæver min bedrift. Ordet ‘marathon’ er taget, så lad os da finde på et andet! Hvad med ’skarlberv’? At løbe 21 km vil jeg fremover kalde ‘at løbe en skarlberv’!

Og så kommer vi til pseudo-tvillingerne …
Før jeg selv fik krapylerne, kendte jeg ingen med tvillinger. Men jeg havde en masse venner og bekendte, der havde det, man kalder “pseudo-tvillinger”. Og dét skræmte livet af mig. For det var satme hårdt! Beyond belief! At have to børn så tæt på hinanden, som alligevel havde individuelle behov, virkede komplet umuligt at være succesfuld i. De stakkels mødre var på non-stop og knoklede og arbejdede for deres poders velbehag. Og også dengang synes jeg, det var noget løjerligt noget at kalde dem ‘pseudo-tvillinger’.

Og så kom mine krapyler. Og havde fra første sekund den helt samme rytme. Og den udnyttede vi, så i løbet af fire måneder sov de igennem om natten. Begge to. Jeg har brugt ordet ‘hårdt’ om at have twins én gang i mit liv, for det synes jeg ikke, det er. Særligt tit. Så jeg mener ikke, jeg har det hårdere end jer, i hvert fald.

Så når jeg skriver, at jeg ikke forstår ordet ‘pseudo-tvillinger’ og i øvrigt (!) ikke skriver andet om det overhovedet, så synes jeg, det er lidt voldsomt at beskylde mig for people bashing, at være løbet tør for jokes og ikke mindst ‘tvillingemors-snobberi’. Hvad pokker ér tvillingemors-snobberi egentlig?! At jeg mener, jeg er finere, fordi jeg har lavet flere børn på en gang? Jesus Christ, den tog mig altså på sengen. Desuden kalder jeg meget sjældent mine unger for “tvillinger”. Når folk spørger, om jeg har børn, svarer jeg “ja, to”. Jeg elsker at have tvillinger, for det er enormt grineren, men det er ikke noget, jeg sådan går og snobber med ude i byen.

Og I andre må i øvrigt hjertens geeerne kalde jeres unger for ‘pseudo-tvillinger’! Og jeres vanvittige løbeture for halvmarathons. Og jeres jomfruer for ekstra! Jeg synes bare, at ordene er underlige. Jeg anfægter ikke de bedrifter eller forklaringer, der ligger bag dem.

Og angående det med, at jeg skulle være løbet tør for jokes …

“Banke, banke på.”
“Hvem er det?”
“Kalle.”
“Kalle hvem?”
“Kalle Kærligheeed! Kalle liiig’, hvad du viiil”!

Så burde den diskussion vist være lagt i seng. 😉