utro

Forleden var der en læser ved navn Simone, der kommenterede til et indlæg, jeg havde skrevet, at hun stod i den situation, at hun netop havde opdaget, at hendes kæreste igennem tre år har været hende utro – med hendes bedste veninde. Folk omkring dem – deres venner – havde kendt til det, men ingen har fortalt hende det. Hun spurgte i kommentaren mig, hvad jeg tænker om begrebet utroskab og håber, jeg har noget at sige, som kan få hende til at se lysere på det. Hende har jeg tænkt meget på, siden jeg læste den kommentar.

Jeg har det ærligt talt meget svært med utroskab. Jeg synes, det er noget rod.
At man er kærester med et andet menneske, er noget, der er stadfæstet ud fra en talehandling. Det er ikke noget, der eksisterer i den fysiske verden, som man kan tage og føle på, det er en aftale, der kun eksisterer gennem et gensidigt løfte. Og i det løfte indgår det som regel, at man eksklusivt går i seng med hinanden og ikke andre.
Hvis den ene part så bryder det løfte, så ophører aftalen jo egentlig med at eksistere. Faktisk er man efter min mening ikke længere rigtigt kærester. Og når dertil kommer, at det skete når ud til vennekredsen, så det bliver noget, folk går og taler om, uden at man selv får noget at vide, er det direkte tarveligt.

Jon er ikke den første mand, jeg har kysset – let’s be honest. Og da vi blev enige med hinanden om, at vi gerne ville være kærester, fortalte jeg ham om alle dem, jeg har været sammen med tidligere i mit liv, som han kender (Det er en lille by …).
Det gjorde jeg ud af respekt for ham. Jeg vil ikke have, at han en dag sidder til en middag, en fest eller står i et omklædningsrum efter en fodboldkamp sammen med en anden mand, der ved noget om hans kæreste, som han ikke selv ved. På den her måde har han the upper hand og kan med rank ryg sige “Det vidste jeg da godt”, hvis nogen skulle være så tarvelig at berette for ham om de første mænd på månen.
For mig at se er tillid noget af det aller-aller-vigtigste i et forhold, og når den er brudt, kan det være enormt svært at komme videre, kunne jeg forestille mig.
Jeg har ikke selv oplevet at være i et forhold med en, som var mig utro (så vidt, jeg ved, i hvert fald). Og jeg har altid sagt til mine kærester (de få, der nu har været), at de gerne må forlade mig, men de må altså ikke knalde udenom. Følelser kan man ikke styre – men man bestemmer sgu selv, om man knapper bukserne ned.

Når alt det er sagt, er intet jo sort eller hvidt.
Hvis man er i et forhold, man virkelig tror på, og nogen en dag putter syre i ens drink, så man gør noget, man ellers aldrig ville have gjort og næste morgen med skræk indser, at man ligger i ske med en fremmed, skal man holde sin kæft med det.
Hvis man virkelig, virkelig fortryder sin handling og ved, at det aldrig vil gentage sig, skal man bære den byrde alene. At fortælle det til sin  kæreste – blot for at lette samvittigheden – er ikke fair, for så skal hun eller han bære byrden i stedet for.

Vi lever i en verden fuld af sex, fristelser, muligheder og tilbud. I “gamle dage” havde man ét job hele livet og gik op af de samme mennesker dag efter dag. I vor tid arbejder man sjældent det samme sted i mere end maksimalt fire år af gangen, og vi møder nye, spændende mennesker konstant Jeg kan godt forstå, at nogle fristes over evne.
Men det handler sgu ikke altid om at være lykkelig i nuet. Om at gøre det, man har lyst til og give efter for det, maven siger til én. Det er lidt en misforståelse i vores generation, synes jeg. At vi skal realisere os selv og leve for vort eget velbehag.
Nogle gange handler det om fremtiden, om ønsker, relationer og at investere i andre mennesker og ting og sager, som man tror på.
– Og det gør sig selvfølgelig også gældende, hvis ens kæreste har været en utro.

Jeg havde engang en veninde, som var (og stadig er) gift med en dejlig mand, og sammen har de en datter. Min veninde sagde, at hvis hendes mand var hende utro, ville hun tilgive det. De havde for meget sammen til, at det skulle smides på gulvet, fordi han havde dummet sig en enkelt nat. Og det forstår jeg sådan set godt. Og jeg er egentlig enig! Hun sagde det, mens han sad i stuen, og han grinede og talte om “fripas”, men jeg tror faktisk, at den form for sammenhørighed og dedikation også fordrer en stor respekt for den anden part. De er i hvert fald stadig sammen nu efter 10 år, og jeg er ret sikker på, at ingen har knaldet udenom. But who knows.

Jeg sidder som altid absolut ikke med de vises sten.
Jeg har kun mine egne, subjektive holdninger, som er dannet ud fra mine egne erfaringer og oplevelser, og det er slet, slet ikke sikkert, at nogen kan bruge dem til det mindste. Men jeg blev bedt om min holdning, og her er den. Jeg er bange for, at den ikke er helt, som du havde håbet, søde Simone. Jeg ønsker dig det allerbedste, og jeg håber, du har nogen, du kan tale med om det her, som kender dig meget bedre end jeg. Og så håber jeg, at det gode humør snart overtager igen. <3

I, der læser med, er hjerteligt velkomne til at komme med jeres meninger om emnet i kommentarfeltet herunder. Måske I kan gøre Simone i bedre humør. 🙂