12021923_10153574762591886_1192747562_n

Indlægget er sponsoreret af Just Eat.

I de år, der var imellem min sidste kæreste inden Jon og så Jon himself, var jeg fuld. Ret tit. På den helt perfekte måde!
Jeg havde en række vanvittigt gode branderter, jeg rejste en del til Paris, hvor jeg også var fuld, jeg var fuld i Berlin, og jeg var fuld alle mulige andre steder.
Jeg gik ikke rundt og drak dåseøl på gaden i hverdagen, forstå mig ret. Og al respekt for de, der har den slags tilbøjeligheder, i øvrigt. Men jeg gik ud hver evigt eneste weekend, dansede til den lyse morgen med mine veninder og damer fra LADY-LOGEN, og jeg kyssede en forbandet masse frøer. Nogle var bedre forklædt end andre.

Da jeg i 2009 flyttede fra min daværende kæreste, havde jeg ikke rigtigt nogen steder at flytte hen, idet jeg havde fremlejet min lejlighed på Nørrebro i et år. Og vi holdt så altså ikke til et år under samme tag, manden og jeg. Derfor flyttede jeg til fremleje sammen med en veninde på Vesterbro Torv, og her boede vi i en allerede møbleret lejlighed med en tilstoppet faldstamme, så alt lugtede af menneske-hømhøm, indtil min far en dag kom på besøg, brækkede døren op til kælderrummet nedenunder, hældte en liter vand i afløbet og således løste problemet.

Kort efter, at jeg var flyttet ind på Vesterbro Torv, skulle jeg til Frederiksberg og hente mine sidste ejendele i min ekskærestes lejlighed. Vi havde været on/off et utal af gange, så jeg havde nok en lille fornemmelse af, at vi på dette besøg skulle have et par timer, hvor vi atter ville være “on”, if you know what I mean.
Da jeg ankom til adressen, blev jeg dog bedt om at vente udenfor på mine efterladenskaber, da min ekskærestes nye kæreste, som i løbet af de par uger, der var gået siden mit exit, var flyttet ind, altså ikke brød sig om, at min dårlige eks-karma skulle komme og inficere stedet.
Jeg blev helt Amager-agtigt misfornøjet, jeg råbte og skreg, teede mig alt andet end dannet, og så fór jeg naturligvis hjem og ringede til en veninde. Gudskelov var det lørdag, så vi satte lynhurtigt en bytur i stand (noget med billig gin og tonic i køkkenet), og da tiden endelig var moden til at ramme stadens beværtninger, stormede jeg hen til det sted, hvor jeg vidste, der arbejdede en fyr, som engang havde bagt på mig, og så snavede jeg ham i gulvet uden at spørge om lov først. Jeg havde et umanérligt behov for, at min ekskæreste ikke var den seneste, jeg havde kysset, og jeg tænkte, at odds’ene for en knytter lige i face var ret små hos ham dér. Og jeg havde heldigvis ret.

Dagen efter vågnede jeg naturligt nok med noget af et hoved på, og det eneste, jeg havde lyst til, var cola. Jeg kunne intet spise, og vand gjorde det slet ikke for mig. Så jeg gik på JustEat.dk og bestilte en pizza og halvanden liter sukkervand – og da bestillingen kom, smed jeg pizzaen ud og drak colaen i én tår. Jeg synes bare, det var for pinligt kun at bestille cola … Jeg er nu, i min høje alder, godt klar over, hvilket groft madspild, denne handling var, men den cola var alle pengene værd, selvom den reelt set inklusive pizza og udbringning kostede langt over 100 kroner.

Og nu kommer vi altså til pointen, mine damer (og herrer?).
Dette indlæg er sponsoreret af netop Just Eat, og det er i anledning af, at Just Eat har sat sig for at hylde de mennesker, der redder os, når tømmermændene eller dovenskaben er størst, eller når man har lavet en Bridget Jones og kogt blå suppe og bare har brug for, at nogen kommer anstigende med sushi. Derfor har de opfundet Danish Take Away Awards 2015, hvor man altså som privatperson kan være med til at hylde sin pizza-guy, sin burger-dude, sin sushi-soulmate, sin takeaway-champion. Via dette link kan man nominere netop dén takeaway-joint, som man mener bør hyldes!

Gør det! Lad os fejre hverdagens helte! De mennesker, der bruger vores fritid på at bringe maden til os, så vi ikke skal røre en finger. Det har de da fortjent! 🙂