12041902_10153573101281886_1967397870_n
Jeg har altid været lidt overtroisk. Jeg havde som barn også et lidt overtros-agtigt forhold til religion. Når vi sang ‘Den Røde Tråd’ i skolen, turde jeg ikke synge med på linjen “Man må for fa’en ha’ været noget …” af frygt for, at Gud i sin himmel ville blive pissed over, at jeg talte om Fanden.
Når jeg var på ferie med mine forældre, turde jeg ikke gå med ind i de smukke, katolske kirker, vi tit kom forbi, og som mine forældre elskede at beundre. Det var ikke fordi, jeg synes, det var kedeligt – jeg frygtede bare, at Vorherre ville anse det som en stemme på modstanderens hold.

Heldigvis blev jeg ældre og sætter i dag overmåde stor pris på at gæste kirker under fremmede himmelstrøg, og jeg tænder lys for både Gud, Allah og Jehova, hvis lejligheden byder sig, da jeg er stensikker på, at de i virkeligheden er bonkammerater deroppe i skypaladset.
Og jeg bander som en tyrk, når det kommer over mig. Mine forældre var gode venner med præsten i Lysabild, hvor jeg er vokset op, så jeg var tit med min far til gudstjeneste om søndagen, og når pastoren så kom med hjem til en øl bagefter, var han præcis så brovten som alle andre. Og jeg var aldrig i tvivl om hans tro på Gud. Og når han nu til trods for bandeordene var blevet så gammel, kunne jeg måske også godt løsne grebet lidt om principperne, ræsonnerede jeg mig frem til.

Men jeg er stadig overtroisk. Nogle gange mere end andre. Jeg åbner ikke paraplyer indenfor, og jeg sætter aldrig sko på bordet. Men en ting, der i dén grad har sat sig fast, er noget, jeg lærte af Naiara, som var udvekslingsstuderende fra Brasilien i min gymnasieklasse på Sønderborg Statsskole, da jeg gik i 2.g. Hun fortalte mig, at når man snubler, skal man efterfølgende banke den klodsede fod ned i jorden tre gange. Hvis man ikke gør det, kommer der nogen og løber med ham, man er vild med.
Nu hører jeg til blandt de klodsede, og i årene efter har jeg nogle gange, når det passede ind i dagens og sagens sammenhæng, banket foden i gulvet/jorden/cementen efter et snuble-uheld, men jeg har ikke været kategorisk. Indtil nu.

På vej hjem fra min første date med Jon, snublede jeg. Ikke noget vildt, bare et lille chacha, mens jeg krydsede Amagertorv. Jeg havde allerede da luret, at Jon var kræs for viderekomne, så jeg tog ingen chancer og bankede straffende den halte fod ned i stenene under mig.
Samme aften sendte Jon mig en mail og gjorde opmærksom på, at også han havde fået et positivt indtryk under eftermiddagens stævnemøde – og siden har jeg ganske enkelt ikke turde lade være. Hver gang, jeg snubler, banker jeg foden ned i jorden og (7-9-13) – vi er stadig sammen nu efter lidt mere end fire år. Ingen er kommet og har nappet ham, og hvor VILLE jeg dog ærgre mig gul og blå, hvis jeg en dag i ren og skær dovenskab undlod at banke, blot for at vågne op dagen efter og erfare, at Jon var blevet rapset af en ung blondine med tynde lægge.

Ja, det er plat, og jeg ved godt, det er unødvendigt. Altså sådan bevidst og kognitivt ud fra et voksent perspektiv. Men samtidig kan jeg godt lide den lille reminder, der er i det, hver gang (for det sker nærmest dagligt), at jeg snubler over en kantsten eller blot springer et skridt over i min iver for at nå fra A til B. Dér midt i en helt anden kontekst, stopper jeg op og bruger et sekund på at finde rytmen og husker i samme øjeblik på, hvor pjattet, jeg er med ham derhjemme. 🙂