2Jeg kom til at gå i Prinsens babybillede-arkiv, da jeg gik bananas i vores GoBoxe forleden. 🙂

Indlægget er lavet i samarbejde med GoBox.

Jon og jeg er enormt dårlige til at skille os af med ting. Vi kan knytte emotionel værdi til selv en urtepotteskjuler, hvis den er købt på et særligt hårdt i en hård periode.
Jeg vil dog vove den påstand, at vi er blevet bedre i løbet af de år, vi har kendt hinanden. Måske i takt med, at vi er blevet betragteligt flere på adressen.
Jeg er for nylig sluppet af med en lille glaskrukke indeholdende sand, som Jon hjembragte under en ferie i Egypten med sin mor og søster for otte år siden … Den har stået på vores køkkenbord altid, har samlet støv og virket usandsynligt overflødig, og omsider røg den ud. Desuden er jeg blevet ret god til at skille mig af med tøj, jeg ikke længere bruger. Vi har ikke den skabsplads, jeg godt kunne ønske mig, men det meste af det, jeg ikke længere spadserer omkring i, går til Røde Kors, og enkelte dele sælges på loppemarkeder eller Trendsales.
1

Der er dog nogle ting, vi aldrig skiller os af med. Vi elsker vores enorme bogreol fuld af kriminalromaner (mine) og skuespiltekniske fagbøger (hans), og så ligger vi inde med hver sin enorme stak billeder fra way back when. Desuden har jeg en hel kasse fuld af dagbøger, som jeg skrev, dengang jeg stadig boede hjemme hos mine forældre – og enkelte fra dengang, jeg var i 20’erne og boede alene. Og dengang var jeg bedst til at få skrevet de gode ting ned, opdagede jeg forleden, da alle vores GoBox-kasser atter stod og fyldte hele køkken/alrummet (sandt at sige står de her faktisk endnu. Rom blev ikke bygget på én dag).

Vi har brugt GoBox i over et år allerede, så da jeg blev tilbudt et sponsoreret indlæg for dem, sagde jeg selvfølgelig ja. Vi har ni kasser, og i anledning af, at dette indlæg skulle skrives, bestilte vi dem alle hjem igen, så vi kan revidere nogle af de ting, vi har opmagasineret. Og tage fotos af undertegnede blandt kasserne. Eksempelvis nænnede jeg for et år siden ikke at skille mig af med pynten fra vores bryllup. Selvom papirskuglerne er falmede og nogle ødelagte i kanten, og de fås helt magen til til en billig penge hos Søstrene Grene. Og vi har for vores søstres skyld gemt ungernes tøj fra deres fødsel og frem til deres første fødselsdag. Og så var der kasserne med billeder og dagbøger … Jeg brugte det meste af eftermiddagen på at læse gamle skolerapporter fra vores 7. klasse-tur eksotiske Bornholm, dagbøger om vidunderlige Steffen fra 2. HF og noter fra skriblerierne med Sara, som foregik ganske diskret (synes vi selv) i fransktimerne. Og geografitimerne. Og historie, oldævl og samfundsfagstimerne … 3

GoBox er det loftsrum, vi ikke har. Uden rotter, mug og svale-bæ. Man betaler 29 kr. pr. kasse pr. måned, og man kan igennem deres app holde styr på hvilken kasse, der indeholder hvad. Og når man så skal bruge noget i en kasse, kan man bestille den hjem via deres app, og så kommer der et par unge fyre, der ligner nogen, der arbejder i Joe & the Juice. De er altid enormt høflige, og enten venter de og tager kassen med tilbage, når man har fisket sine fornødenheder op af den, eller også kommer de retur, når man vil have det. Når vi engang får en kæmpe skude af en villa, kommer alle disse ting naturligvis til at bo i garagen. Eller i den høje kælder uden fugt i rummet ved siden af vinkælderen – nordøst for den indendørs swimming pool. Indtil da kommer vi nok til at bruge GoBox. Måske ikke altid med så mange kasser som nu, men jeg synes, det er fabelagtigt smart, og til den pris er der sgu ikke så meget at overveje.