11998031_10153544005946886_1911129955_n Det er nærmest en kendsgerning, at en ting, der kan gøre alle folk mugne er at blive kaldt muggen. Sætningen “Hvorfor er du sur?” gør automatisk én sur.
På samme måde virker det faktisk også den anden vej rundt, heldigvis. Hvis man ofte bliver kaldt for glad, er det selvforstærkende og gør lige netop det: glad! Sådan er det i hvert fald for mig.

At starte bloggen her er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. På mange planer.
Jeg deler ud af de gode ting, der sker i mit lille liv, og internettet er fuld af søde folk (jer, der læser med), som er vanvittigt venlige til at fortælle mig, at det er rart, jeg er så positiv. Og det gør mig mere positiv! Så kan man sgu da for alvor tale om en god spiral!

Jeg har virkelig lyst til at dele en dejlig oplevelse, jeg havde i en HT-bus i dag, men jeg er bange for, at den komme til at lyde selvfed og selvhævdende. Derfor vil jeg gøre mig umage for at undgå netop dét. Now you know. Og her kommer den så. 🙂

Dagen i dag har min bette familie og jeg tilbragt i en form for fortelt limet på vores genbos træhus i kolonihaveforeningen. Der var sæsonafslutning for sti-lauget, og selvom det er blevet for koldt til, at vi ville kunne blive og sove i nat, ville vi lige vise flaget, så vi dukkede op og grillede ting. Og ungerne splittede ting ad, himlen gennemblødte de fleste af os, og alt var sådan set, som det skulle.
På vejen hjem stod jeg af på Hovedbanen med Krapylerne i klapvognen, mens Prinsen kørte videre med toget til Vesterport for at hente sin cykel, som stod parkeret netop dér.

Ved det sidste busstoppested inden vores, netop som chaufføren lagde an til at trække bussen ud og fortsætte mod Rådhuspladsen, bad en nydelig, høj, ung mand med bred skygge og hænderne fulde af pakkenelliker, ham om at vente, da han ikke nåede at komme af. Chaufføren vrissede i en unødigt uvenlig tone, at det er for sent, og han må vente til næste stop. Fyren forklarede ærgerlig, at hans pose var væltet, hvorfor han ikke nåede hen til bussens udgangsdør rettidigt, hvortil busbissen ville vide, om det måske var hans skyld?
Den unge mand svarede, at det var det naturligvis ikke, og han bemærkede, at han stillede sig noget uforstående overfor den vrede tone. Buschaufføren tordnede videre og bad den unge mand om at gå ned bag i bussen, indtil han skulle af.
Fyren var ingenlunde aggressiv eller truende i sin adfærd, og da han vendte sig om for at lunte ned til døren og stå af samme sted som mig og ungerne, så jeg skuffelsen og ærgrelsen i hans ansigt. Jeg kunne ikke nære mig for at lægge en hånd på hans og sige til ham, at jeg håbede, han ville få en dejlig aften, og at han for alt i verden ikke måtte lade den vrede chauffør ødelægge dét.
Da vi kom udenfor bussen takkede fyren for min venlighed, hvorefter han tøvede en kende, og så var det som om, han flød lidt over. Han fortalte mig, at posen, som væltede, indeholdt en gave til tusind kroner, han netop havde fået af sin bedste ven, og at han allerede var sent på den, fordi hans kæreste var ved at gå fra ham. Han så så åben og trist ud, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte give ham en krammer. Det gav han mig lov til, og så stod vi dér, mig med min klapvogn i hånden, han med gaven fra sin ven, og krammede. Og det var et ordentligt kram. Derefter smilede vi til hinanden og gik hver til sit.

Mit smil fortsatte hele vejen hjem. Det føltes så rart på én eller anden måde at genkende en følelse i et andet menneske og så agere på den. Og at fyren tog imod min krammer som om, han virkelig godt kunne bruge den, i stedet for at synes, at det var noget løjerligt hippie-RUC-pis at fyre af dér midt på åben gade. At to fremmede fik lov at dele et lille øjeblik, som faktisk var ægte, uden at det var andet end dét, føltes rigtigt godt.

Måske havde jeg ikke turde, hvis jeg ikke havde haft ungerne med. At jeg havde to børn i højre hånd bar et vidnesbyrd om, at min gestus og interesse formentlig ikke havde nogen bagtanke. Jeg var ikke ude efter hans telefonnummer, jeg ville bare gerne give ham en krammer, fordi han stod dér og manglede én.

Tak fordi, I, der læser med, giver mig tilliden til, at man godt må gå i klinch med de sociale barrierer, der er imellem os derude i den offentlige trafik – og mange andre steder. I gør mig glad og endnu gladere! 🙂