12007104_10153562692886886_565267113_n

Jeg har mig lidt af en hyggedag i dag. Både nu og i vente. Og jeg har vidst det siden i går, så da Hugo i morges klokken 5.08 over babyalarmen meddelte, at natten i hans optik var overstået, kunne jeg ikke rigtigt irritere mig over at måtte forlade min seng.
I stedet tog jeg dynen med ind i stuen, tændte for ‘Miami Ink’ på TV3, bagte en endefuld protein-pandekager, og så sad Hux og jeg ellers dér og fes under dynen og spiste morgenmad, mens solen stod op. Faktisk gav den start på dagen mig sådan et overskud, at jeg serverede Prinsen morgenmad på sengen et par timer senere. Med både spejlæg, blåbær, müsli og stegte grøntsager, sgu. Som han indtog i ledtog med Berta, der først fik øjne ved 7-tiden.

Klokken otte mødtes jeg med to af mine allerbedste veninder, som begge har meget travle skemaer. Derfor har vi sat hinanden ind i kalenderen én morgen hver uge, hvor vi spiser morgenmad i hob på en københavnsk café. Dagens anden morgenmad for mig – så ved man, det bliver en god dag.
Jeg er blevet svært begejstret for etablissementet Far’s Dreng, selvom det er helt utroligt fashion-hipster-agtigt i sit klientel! Min entusiasme opstod, da jeg forleden satte mig netop dér for at spise mig en hurtig frokost med mig selv inden et møde. Man kunne nemlig købe en pizza, der skulle vise sig at helt ekstremt velsmagende, for bare 65 kr. Og hvis jeg havde skulle hjem bagefter, ville jeg have bedt om en doggybag, for den var pænt stor.

Om en halv time har jeg en aftale med Sahar fra Palma Salon og Spa, hvor jeg skal have en helkropsmassage. I går startede jeg igen med at træne efter en alt for lang sommerpause, og hele min krop gør ondt som var den kørt igennem en kødhakker og efterfølgende banket til hakkebøffer. Og stegt på panden. Og spist.

Og bagefter skal jeg noget næsten endnu mere spændende …
Jeg skal nemlig med Jon til Amager, hvor han skal mødes med Hans Pilgaard. Et møde, han selv siger, han har ventet på i 20 år. Jon – min quiz-elskende, storspillende, Trivial Persuit-dominerende ægtemand – skal nemlig være med i ‘Hvem Vil Være Millionær’. Og han glæder sig mere, end han gjorde til krapylernes fødsel.
Han skal i den varme stol i selskab med Gustav Giese (som spiller Schmeichel i ‘Sommeren 92’), og de penge, de vinder, bliver doneret til et velgørende formål efter deres valg. Programmet sendes først næste år, så jeg har tænkt mig at nasse mig med til optagelserne, da jeg på ingen måde kan vente så længe. Min store udfordring bliver så at holde bøtte med udfaldet af legen så længe.

Med ønsket om en rigtigt fin tirsdag! Jeg håber, den har udsigt til solen, hvis man sidder på et kontor eller i en læsesal, at den ikke byder på kvababbelser eller ramaskrig (synes, der har været rigeligt af det herinde de forgangne dage, host, host! ;-)). Og så håber jeg, at ingen får P-bøder, SMS-afvisninger eller løber tør for shampoo, mens de står i badet, men i stedet vinder i tipning, bliver prikket på facebook af folk, der ser godt ud og får besøg af folk, der har bagværk med. 🙂