sunshine

I denne weekend skulle vi have været i sommerhus. Mig, ungerne, min far og hans kone, min søster, min faster og hendes mand, min fætter og kusine og deres sammenlagt fire børn. Samme hold, som var i Malaga i maj måned med undtagelse af nogle ægtefæller, som enten skulle til teaterprøver eller løbe halvmarathon.
Men noget gik galt med bookingen, firmaet troede, vi kom om 14 dage og ikke allerede i morgen. Så nu er der ikke plads til os alligevel. Og der var endda indendørs swimmingpool, billard-bord og bordtennis. Og jeg glædede mig så stjerne-meget!

Det gode ved det er, at jeg så alligevel kan komme med til SneglCilles bryllup! Hun skal nemlig giftes på lørdag, og hun har lagt i kakkelovnen til en ordentlig røvfuld af en fest, så det er jo altid noget. Og så ringede min søde far i går og sagde, at hans indre bedstefar-ur altså var indstillet på at skulle se Krapylerne denne weekend, og det stod ikke sådan at ændre på. Derfor kommer han på fredag med bussen fra Als – blot for at være på visit i små 24 timer, sniffe børnenakker, kilde krapylmaver om dagen og sofahygge med mig og min søster om aftenen.
Jeg TROR heldigvis godt, jeg kan få ham overtalt til at se Vild Med Dans, hvis blot jeg har en dåseøl eller to på køl og rigeligt med RitterSport, men jeg er bange for, at det ville anses som dårlig stil, hvis jeg satte mig til at gennemføre en omgang Freitags-Fragen, mens han og min søster sidder i en anden ende af divaneseren og socialiserer.

Så Freitags-Fragen er desværre aflyst i denne omgang. Og jeg er naturligvis fuld af beklagelse i den anledning. Jeg håber dog, at muligheden byder sig næste fredag – og det er også meget sjovere, for da skal et par stemmes ud af dødsbananen inde i kassen!

I dag arbejder jeg fra køkkenbordet i Vestergade. Og jeg er slet ikke vant til at være hjemme uden krapylerne. Hver gang, jeg hører den mindste lyd fra gården eller opgangen, tror min lillehjerne, at den kommer fra babyalarmen, og jeg sætter albuen i bordet og lægger an til at rejse mig. En fifig form for mommy-fitness, kunne man fristes til at kalde det. 🙂

Solen skinner, og nu vil jeg bevæge mig til et lille møde ude i byen. Og jeg vil spankulere i stedet for at tage cyklen, så jeg kan mærke solen i mit face og samtidig usynligt delagtiggøre mig i forbipasserendes gøren og laden, mobilsamtaler og venindesnak. Det er så hyggeligt!