1

Så er det torsdag, jeg har sovet seks timer i nat, og de gjorde mig godt! Jeg ville dog ikke have haft noget imod, at der havde været 5 kvarter i timen i nat, men da krapylerne vågnede klokken 6.20, og Jon tilbød mig at sove længere, måtte jeg høfligt afslå, idet jeg savnede ungerne, selvom min krop savnede dynerne. Jeg så kun krapylerne i går morges, idet modeugen jo er en kort, men kompakt, affære. Så mine dage og aftner bliver tilbragt i selskab med folk i fint tøj, drikkende gratis drinks og spisende gratis burgers.
Man kan i øvrigt læse om min dag (onsdag) i går her.

Min aften tog sin begyndelse i Rådhuset kl. 19, hvor jeg så Barbara I Gonginis show. Og det var altså lidt mærkeligt. Men det er det altid, så der var i ikke så meget nyt under solen der. Bortset fra, at der i år vistes tøj med striber. Ellers var der fedtet hår og sorte strømpebukser i titusind stykker. Men jeg er nok bare for mainstream til at forstå mig på den slags.

Herefter cyklede jeg ned ad Vestergade, forbi hytten og hele vejen ned til d’Angleterre, hvor Stasia holdt show. Det hotel må være det smukkeste sted i hele København! Jeg føler mig altid hensat til parisisk dekadence, når jeg bevæger mig rundt derinde. Da jeg fejrede min 29-års fødselsdag for snart fem år siden (Jesus Christ!), holdt jeg fest på Simons i Nyhavn og overnattede i en suite på d’Angleterre med udsigt over Kgs. Nytorv sammen med en veninde! Det var så genialt et koncept, at det kun kan anbefales! Og jeg tog naturligvis en taxa fra klubben til hotellet. 100 meter. Boom.

3Hvorom alting er, var Stasias show smukt og fyldt med blonder og glimmer. Der var mange ting, jeg sagtens kunne se mig selv danse grimt i på den fede måde. Jeg sad ved siden af Jesper Høvring, hvilket altid er en fornøjelse!
Jeg talte i øvrigt med Christiane om, at det på min iPhones billeder godt kan virke som om, jeg er med ChriChris redaktion til modeuge, for jeg har relativt mange billeder af hende. Men hun er altså over det hele, er herre-grineren og enormt smuk på fotos! Jeg skal nok forsøge at diversitere mig lidt mere i dag. 😉
2
Her ses hun sammen med makeupartist Nicci Welsh, som jeg havde fornøjelsen af at være i London med sammen med The Body Shop for en måneds tid siden.

Efter Stasia cyklede jeg tilbage til Rådhuspladsen, hvor meningen var, at jeg skulle have overværet Henrik Vibskovs show. Men køen var så lang her:
5
Og da de tyve minutter efter officiel showstart stadig ikke havde åbnet dørene, besluttede jeg mig for at tøffe tilbage til d’Angleterre og drikke gratis drinks til festen ‘The Reception’ i stedet for. Høvring kaldte mig ‘modesur’, og det er måske også rigtigt. Den ene burger, jeg fik til aftensmad, var muligvis ikke nok. 😉

7
Jeg hyggede mig til gengæld helt gevaldigt til The Reception, hvor festen var stopfyldt af enormt smukke mennesker i helt vildt nyt tøj. Der var både kvindelige OG mandlige modeller over det hele, og jeg kunne lige pludselig godt huske, hvordan det var at gå til modeuge, dengang jeg var single.

9Midt i den tanke fik jeg en SMS fra mit livs superstjerne, der forkyndte, at vi var faretruende tæt på at løbe tør for bleer hjemme i jordhulen, så efter halvanden vodka/ginger ale cyklede jeg forbi Netto og hentede forsyninger (og en guldbarre), hvorefter jeg stavrede hjem, kravlede ned under dynen til Prinsen og faldt i en dyb Tornerose-søvn.
The story of my life: Stiletter, bleer, og chokolade. Kæft, jeg er privilegeret, mand! 😉