pitch

Jeg er velsignet med en bomben svigermekanik! Og det er fandme heldigt! Både fordi, man overhovedet ikke skal undervurdere, hvor meget man pludselig hænger sammen med dem, når man sådan bliver mor til deres familie, men også fordi, det er svinepraktisk, når ens egen familie (det meste af den, i hvert fald) bor på Als.

Jeg er, som de fleste måske har sandet, i disse dage græsenke. Jon er på langrend, det har han været før, og jeg klarer det egentlig okay alene. Hjemmet roder lidt mere, end det plejer, Baby Einstein kører lidt oftere end vanligt aftensmåltiderne er lidt kedeligere, end når Prinsen kokkererer, og jeg lugter lidt dårligere end normalt, da det kan være ret svært at nå i bad om morgenen. Men børnene er mætte, raske, varme og i nogenlunde godt humør. Jeg TROR, de savner Jon, selvom de ikke kan finde ud af at sige det. Når jeg haler dem ind i dobbeltsengen om morgen, kigger de efter, om han mon ligger under dynen …
Det gør han i morgen! Han kommer nemlig hjem i aften!

Nåh, men tilbage til min svigermekanik. Min svigerinde, Camille, meldte sig ganske ud af det blå til at komme og se efter ungerne i går aftes, så jeg kunne komme ud og baske lidt med ørene på egen hånd. Jeg tog glædeligt imod tilbuddet, og da vi havde spist sammen og puttet ungerne, begav jeg mig ud i verden. Jeg havde overvejet de første mange venner og veninder, hvis selskab jeg kunne berige mig med. Men da mit søvnmonster i går nat slog til og vækkede mig allerede kl. 4.10 og nægtede at lade mig sove mere, var jeg træt som bøjlerne i Linses bikinioverdel, og jeg valgte derfor én af mine yndlings-beskæftigelser: Solo-biftur!
Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke gik alene i biffen. Jeg boede i mine tyvere lige ved siden af Empire Bio på Nørrebro, og de fleste søndage klokken otte, indfandt jeg mig på bagerste række med en sofapude og et lille tæppe og så film med alle kæresteparrene.
Jeg kan ikke forstå, at så mange synes, det er underligt at gå i biografen alene. At forkæle sig selv egenhændigt er der da normalt intet mærkværdigt i. Man får da også massage alene, man går til frisøren alene, får manicure alene og shopper tøj alene. Hvorfor er det så underligt at gå i biografen alene? Det er jo alligevel ikke meningen, man skal tale med nogen derinde. Faktisk går jeg oftere i kino alene end med selskab.

Den film, jeg valgte i aftenens anledning var simpelthen ‘Pitch Perfect 2’. Skæbnen ville have det på den måde, for den startede kl. 19.10, hvilket betød, at jeg lige netop kunne nå at høre krapylernes øjenlåg falde i, inden jeg ilede ud af døren, købte en slush-ice-cola og en pose guld-kammerater og lod mit legeme nedsænke i stolens bløde favntag.
Til min højre side sad en mand på omkring de 65, og jeg fik under filmen atter en gang bekræftet, at jeg deler humor med pensionistgenerationen, for vi lo på de præcist samme tidspunkter. Jeg har allerede lidt glemt, hvad filmen egentlig handlede om, men jeg skreg af grin og var glad i låget, da jeg vendte retur til jordhulen i Vestergade, og det er vel egentlig det, det handler om. Jeg husker dog, at filmen havde scener i København, som helt sikkert ikke var optaget her i byen, og selvom de havde givet en rolle til danske Birgitte Hjort Sørensen, havde de ikke benyttet sig af den åbenlyse mulighed for at få hende til at læse korrektur på de “danske” skilte, de havde lavet. Men faktum er, at Frk. Sørensen så så svinelækker ud i rollen som tysk, sadistisk korleder, at jeg på det nærmeste fik lyst til at gå i seng med hende.

Tips til solo-biftur-begyndere:
1. Hvis du gerne vil flyve under radaren, så vælg en film, der ikke afkræver de store følelsesudbrud. Film, som får dig til at grine eller skriggræde så som eksempelvis ‘Pitch Perfect’ eller ‘The Notebook’ er ikke gode valg for nybegyndere med angst for offentlig selvudstillelse.

2. Vælg et sæde bagerst i salen. Hvis du er bange for at føle, at folk stirrer på dig, er det dumt at placere dig foran rækkevis af mennesker med blikket rettet i din retning.

3. Medbring pude, tæppe eller som det mindste i hvert fald tykke hyggesokker. Go big, or go home. Du er kommet for at treate dig selv og hygge dig, så gør det. Der er også altid så koldt i biografer.

4. Guldkarameller.