mm
Jeg har faktisk en gang tidligere skrevet et indlæg på bloggen her om karma. Det skrev jeg d. 22. februar 2014, mens jeg endnu var gravid, og to timer senere jokkede Berta hul på sin fostersæk og satte gang i det, der skulle blive til befrielsen af krapylerne. Altså var det mit sidste indlæg som barnløs. 🙂
I går oplevede jeg atter god karma. Det sker heldigvis ret tit, synes jeg, men når den gode handling involverer for 23 kr. blandet slik, er det som om, det varmer mit hjerte lidt ekstra.

Efter afhentning fra vuggestue, tog jeg krapylerne med på Rasmus Klump-legepladsen i Tivoli. Jeg har så længe, jeg kan huske, elsket Tivoli, og da jeg gik i 9. klasse, var jeg faktisk i erhvervspraktik på Pantomineteatret. Måske som den eneste nogensinde. Mine forældres vens lillebror arbejdede der. Nepotisme all the way.

I går havde ungerne og jeg ved et spøjst sammentræf glæden af atter at møde trillingemoren og hendes trillinger, som vi mandag mødte i Skydebanegade. I mandags sagde hun, at de i morgen fyldte to år. Og da i morgen i går var i dag, fik jeg lejlighed til at ønske tillykke.
Jon blev færdig med prøver på Husets Teater kl. 16, og da stødte han til os. Kort herefter forlod jeg Tivoli for at gå hjem og lave aftensmad. Og ved samme lejlighed lure ‘What Not To Wear’ på TLC. Mænd har i mange århundrede fejlagtigt troet, at det var dem, der placerede kvinderne bag kødgryderne. I virkeligheden lader vi dem tro, det er sådan, det hænger sammen, for det køber os en lille times fred og ro, hvor vi (hvis vi er heldige) kun skal koncentrere os om én ting, mens en anden dikker børn.

På vej hjem slog jeg vejen forbi SlikPaladset. Peter André var ikke på arbejde, men det var derimod hans lige så venlige kollega. Jeg blandede den ønskede mængde E-numre og kakaofri chokolade og bevægede mig mod kassen. Her blev min skat vejet af, og indholdet beløb sig til 23 kroner, men netop som jeg skulle til at betale, måtte jeg sande, at min pung lå i klapvognen. I Tivoli. Jeg beklagede min nød og bad manden stille posen til side, så jeg kunne hente den og betale for indholdet, når børnene var lagt i seng.
Men den søde slikmand rystede smilende på hovedet og sagde, at jeg bare kunne tage posen med mig. Uden beregning.
Jeg blev helt perpleks af al den venlighed. Den rare mand og jeg har aldrig mødt hinanden før, så hans venlighed skyldes helt ham selv og ikke noget, jeg har gjort. Og selvom jeg godt ved, man ikke må tage imod slik fra fremmede, takkede jeg i tusindfold og forlod butikken ganske opstemt.
Jeg ringede til Jon og bad ham slå vejen forbi med et Dankort på vej hjem fra Tivoli, og da også han takkede for den rare slikmands gestus, smilede han bare og sagde:
“Jeg bliver jo ikke rig af 23 kroner”.