Jeg møder tit enormt velmenende og skidesøde folk ude i verden, som er af den opfattelse, at mine børn er gladere end gennemsnittet – på grund af Instagram og dette domæne. At jeg i forening med Lange-manden har givet liv til to små mirakel-mennesker, som aldrig er tvære, altid griner og kun besidder gode sider. Og jeg er simpelthen nødt til at bekendte, at sådan forholder det sig altså ikke. Overhovedet ikke. Slet ikke, faktisk. (Kun nogle gange).

Vi har sgu været heldige med Krapylerne! I sandhed har vi det! De sover igennem hver nat og har gjort det så længe, jeg næsten kan huske. De er ikke meget syge, og (7-9-13) når de er det, har det indtil videre heldigvis ikke været specielt alvorligt. De leger med hinanden, og de er enormt skægge og søde og underholdende, og vi er i al ydmyghed ret gode til at nyde deres opture.

Jeg lægger mellem 1 og 4 billeder ud på Instagram om ugen af ungerne, sådan cirka (jeg har talt). Og på de billeder smiler de altid. Det er lidt en ting, jeg har: Jeg vil ikke dele billeder af dem, når de får et flip på gulvet i Netto, fordi de ikke må åbne alle poserne med krydderboller i fællesskab, eller når de græder, fordi de glider i sæbevandet efter et bad. Jeg deler kun billeder af dem, som jeg også kunne finde på at ramme ind og hænge op i stuen. Jeg synes ikke, andet er fair. Jeg ville selv blive mopset, hvis en anden tog et billede af mig en dag, hvor jeg var knotten, vranten eller tvær, og delte det med verden. Det hører privatlivet til, og selvom man kun rager 83 centimeter op i luften, har man nu stadig krav på privatliv. Desuden har jeg jo en fast tro på at bevare de gode øjeblikke og ikke de dårlige. Jeg gør mit bedste for at lære det, jeg kan, skal og bør, af de mindre optimale oplevelser, og så rykker jeg videre til nogle bedre.

I dag tog vi vores Opel Karl og krapylerne med ud på Papirøen, hvor vi aldrig har været før, og Jon og jeg faldt i kollektiv svime over, hvor cool Copenhagen Street Food er (mere om det i mandagens indlæg). I de par minutter, hvor vi gjorde det, havde vi en arving hver på skuldrene, og de hujede, grinede og hyggede sig med hinanden hen over hovederne på os. Sekundet efter skiftede stemningen, ungerne blev krop-umulige og slogedes om en sweatshirt, de begge for alt i verden ville bære på, mens Jon stod i kø til et måltid og jeg forsøgte at pakse to utilfredse børn og en æblejuice ned til et bord egenhændigt. Da maden endelig kom, gad de ikke spise den.

På vejen hjem i bilen sagde Jon, at han synes, det havde været skønt at være derude på Papirøen, og jeg gav ham ret. For vores sanser var mættet af de mange forskellige egnsretters dufte og farver, af udsigten over vandet, at den krammer, vi fik af en veninde, vi mødte, og af de momenter, der var, hvor ungerne løb rundt og legede sammen, drak juice af et alt for stort glas med kæmpe stolthed og da Berta faldt, og Hugo gav hende sin sut. Derfor havde vores harddiske ikke lagerplads til det bette freakout, der også var – men det var der.

Sådan er Krapylerne nemlig også! Dagligt! De er helt almindelige børn med helt almindelige og relativt optimistiske forældre med selektiv hukommelse. Jeg havde bare lige en trang til at dele dette, så der ikke er nogle co-forældre derude, som tror, at mine børn ikke er umulige. Det ville være enormt ukollegialt at lave sådan nogle. 😉

Og PS: Det er Jon, der har fundet på overskriften!