En magisk aften i Kødbyen!

Først var Jon og jeg til fødselsdagsfejring på Sohos tagterrasse, hvor vi kindkyssede med kendisser, fashionistaer og realitystjerner, mens vi spiste gratis Magnum og ditto cupcakes og drak Lemon-øl og Vitamin Well, og jeg var stort set den eneste, der ikke bar mode-sort. Det var enormt hyggeligt og meget ikke-dansk, da solen viste kridhvide tænder fra himlen, hvor den jo ellers har spillet kostbar i månedsvis. 

Jeg fik desuden både hilst på et par læsere, blev interviewet til en lille ChriChri-video, Jon blev interviewet til Se & Hør, og jeg stjal tre heliumballoner, da vi gik, idet jeg vidste, at krapylerne ville dåne af begejstring over at vågne til dem i morgen. 

Efter det fine arrangement spiste vi (lidt dyre) pizzaer på Mother, hvorefter vi diskuterede muligheden for en biftur. Vi blev dog i stedet enige om at udbytte solskinnet og tage på en kanalrundfart – men der var lukket. Så i stedet cyklede vi forbi slikpaladset på Rådhuspladsen, og Jon knipsede mig, cyklende med balloner, og da jeg parkerede cyklen i gården foran vores lejlighed for at ledsage min mand op i sofaen, hvor vi nu sidder med slikskålen klar til et afsnit af The Fall (Vi har seriøst et serie-problem), kom jeg til at give slip på ballonerne … Lige dér – bare 10 skaldede meter fra vores opgang – kom jeg uforvarende til at lette mit greb på de tre gavebånd, som forbandt mig med de små doser af lattergas, som skulle have glædet mine krapyler ved morgengry. Jeg udbrød et skuffelsens skrig så hjerteskærende, at min svigermor lettede i sofaen på 2. 

Så ingen helium-hygge til ungerne i morgen! De må få pandekager i stedet. 🙂