mm1

Jeg har ikke siddet ned én gang i dag. Ikke uden at have et krapyl placeret på lårene, i hvert fald. Ikke før nu, hvor jeg gør to af mine yndlings-aften-ting: Blogger og drikker champagne. I sofaen under dynen.
Jon er på pressetur med ‘Sommeren 92’. Han og de øvrige hunks på rollelisten kører rundt i bus og præsenterer filmen til diverse for-premierer i det ganske danske land. Og han elsker det. Mandehørm og Jyllands-turné! Det er ren Rasmus Seebach!

Jeg har besøg af min far og min Elke, og først på dagen drog vi og ungerne ud til kolonøjseren med hensigten om at blive weekenden over. Desværre vendte Hugos feber retur, og Berta crashede også, så jeg har drønet rundt og lavet 90 forskellige slags mad i håbet om at få dem til at spise bare ét eller andet, har gået ture med klapvogn i timevis i forsøget på at mane til middagslur, og jeg har opfordret til besindighed, når utilfredsheden boblede over i de små sind. Til sidst besluttede jeg mig for at tage Hugs og Bertie med hjem til Vestergade for natten. Når man er skidtmas, er det nu rarest at sove i sin egen seng.

Når ungerne er lagt i seng efter sådan en dag, sætter jeg mig gerne i sofaen. Meget gerne med en skål chokoladeis eller en pose blandet slik, og meget, meget gerne med et afsnit af ‘Her er dit liv’ med Ghita Nørby som i aften eller noget om weirdos på TLC. Og så sletter jeg harddisken. Uden at backe up. Ganske hurtigt og effektivt. Så selvom jeg i løbet af en dag godt kan nå at sige “Jesus Christ” eller “Slap nu aaaf, kids” et par gange (heldigvis mest inde i bøtten), så er det ikke noget, jeg lagrer. Det forsvinder, ligesom dagen, når mørket falder på. Og næste morgen er dagen helt ny og frisk – og med lidt held er ungerne det samme.

Da vi kom ud i kolonøjseren i dag, opdagede vi, at nogen havde savet de træer, jeg har fældet (jep, I do that!), op og sørget for, at de kom med, da haveaffalds-bilen kom forbi i tirsdags, da vi ikke var der. De samme ‘nogen’ havde også slået vores græs og revet vores havegang, og oven i alt dette havde ‘nogen’ sågar gravet en lille træstub op, som de frygtede i modsat fald ville kunne tjene som en dum udfordring for krapyler.
Disse ‘nogen’ er vores vanvittigt søde, hjertelige og usædvanligt overskudsagtige naboer. På henholdsvis 80 og 82 år. I shit you not. VI burde jo slå DERES græs!

Et sent godnat fra Mor Lange med ønsket om en fantastisk weekend fuld af pride og happiness! 🙂