frokost

Frokost kan have mange niveauer! Man kan være typen, der spiser pil-selv-rejer på kajen i Gammel Skagen i uge 29. Man kan være typen, der køber blandet salat med rødbeder og quinoa og tilkøber en friskpresset grøntsagsjuice i Pilestræde, og så er der rugbrødsmadder.
Lad det være sagt med det samme, at jeg faktisk HAR spist frokost på en kaj i Skagen, og det var himmelsk. Det var sidste år, vi fik krabbeklør, og krapylerne sov igennem hele balladen. Jeg har også købt frokost i Pilestræde og det tilstødende stisystem herinde i centrum. Det føles enormt tjekket og citygirl-agtigt de første par måneder, men til sidst blev jeg altså træt af udvalget, som primært strækker sig over salater eller sandwiches.
Og da jeg så via min mobilbank-app erkendte, hvor mange penge, det koster mig på månedsbasis, og umiddelbart herefter udregnede, hvor mange Dumle-karameller og glimmer-sandaler, jeg ville have kunne få for de samme gysser, strøg jeg i Netto efter rugbrød og ost. (Nutella’en havde jeg allerede i skuffen. Selvfølgelig).

Jeg husker fra min barndom, hvordan min mor råbte “Nu lægger du altså lige et stykke rugbrød under, Holger!”, når min far et par timer efter aftensmaden forlod TV-stuen og luskede ned i køkkenet, og hun grundet de mange års ægteskab vidste, at han stilede direkte efter Danbo’en i køleskabet. Jeg har arvet min fars forkærlighed for tykke stykker med ost, spist direkte fra humplen, og min mand er heldigvis ligeglad. 🙂

Med dette indlæg blot en hyldest til den danske ostemad!
Og til alle jer sønderjyder, der læser med: Ja, jeg har hørt, at nogle ynder at putte Nutella under deres ost, og jeg synes, det lyder absolut ækelt og kunne ikke drømme om at disrespektere hverken den ene eller den anden rundn’ommer på den måde…