ss1
I går aftes lå jeg på min sofa og rodede rundt inde på Facebook i minutterne før, jeg gik til ro. Jeg var alene hjemme – eller så “alene”, som man nu kan være med to snorkende krapyler next door. Jon spillede computer hos en ven natten over, så i stedet for at se ‘Hannibal’ i skødet på ham, faldt jeg over et billede af en surmulende afklædt/påklædt Jennifer Lopez, og jeg blev lidt træt. Ikke kun fordi, klokken var over ti, hvilket er smertegrænsen for undertegnede, men også fordi, at jeg synes, der er enormt mange nøgne damer ude i verden lige for tiden. Og den holdning delte jeg på Instagram ledsaget af et billede af JLOs mås og en kommentar om, at jeg altså synes, Beyoncé lignede en skank til The Met Gala. Hun er sej, no doubt! Men den kjole var sgu for meget. Eller for lidt.

Jeg vil meget gerne se damers babser på caféer, når de ammer. Jeg vil også gerne se dem på stranden, på Bryggen (hvis vejret da gad arte sig), mens de soler sig, på kunstudstillinger, i modemagasiner og alle mulige andre steder. I alle farver og størrelser! Og jeg elsker måse! Store, flotte, damede måse synes jeg meget bedre om en den der benede røv, der bare ligner en forlængelse af lår, der hvor ryggen slutter. (Må man godt sige det? En mås er jo some what genetisk disponeret. Har man en booty som Beyoncé, er det noget, man er født med. Heldige asen! Så har jeg nu lige ‘booty-shamet’ alle de/vi balleløse…?)

ss2
Men jeg er altså lidt træt af den nøgenhed, der har sneget sig ind på den røde løber. Jeg synes ikke, det er pænt. Jeg synes, det er vulgært, når damer drøner rundt i en iturevet nylonstrømpe og gør sig umage med kun at blive fotograferet fra de rette vinkler, så den manglende g-streng kun udstilles fra siden og ikke nedefra eller bagfra. Måske er det derfor, alle de bundløse babes altid ser så koncentrerede ud? Der er i hvert fald ikke mange smil at hente.
Jeg kan godt lide farvet tøj, tøj der fremhæver figuren og personligheden, tøj der vil noget og kan noget sjovt, anderledes og spændende. Tøj, der passer til lejligheden og anledningen og kan forvandle en kedelig torsdag til en FREMRAGENDE torsdag. Når jeg bliver inviteret til et selskab, gør jeg mig altid umage med min påklædning. Ikke for at vise mig frem eller spille smart, men for at vise respekt for arrangementet. Ligesom at jeg pynter op og gør ting pænt, når jeg inviterer gæster i mit hjem. Og jeg elsker begge dele.

Det dér nøgen-flip på den røde løber handler for mig at se kun om at vise kroppen frem. And I don’t really get it. Og jeg kan GODT se det pusseløjerlige i at reklamere med den holdning, for på den anden side kunne jeg heller aldrig selv finde på at få Botox, men jeg vil gerne slå et slag for kvinders ret til det frihed valg, som jeg gjorde her. Måske er jeg dobbeltmoralsk. Måske har jeg bare forskellige holdninger til forskellige ting?

Forstå mig ret: JLO, Rihanna, January Jones, Gwyneth Palthrow og alle de andre, der tripper trusseløse omkring iklædt ingenting må da gøre PRÆCIS, som de lyster. Jeg har ikke tænkt mig at gøre en ting ud af det, jeg kunne ikke drømme om at deltage i protest-optog eller underskriftindsamlinger. Free the booty all you please.
MIN ydmyge holdning er blot, at klæder skaber folk. Og det er så fedt, for så kan man selv bestemme, hvem man vil være hvornår. Jeg kan godt lide at være sexy mamma den ene dag og baggy baghave-luger den anden. Jeg har intet problem med at blive betragtet som et sexsymbol, og jeg synes, det er skønt, at der er forskel på mænd og kvinder. Men når man klæder sig nærmest nøgen, synes jeg, man overlader helt utroligt lidt til fantasien, og det er i min optik uklædeligt og vulgært. Og det skal man have lov til! JEG synes bare ikke, det er pænt, og den holdning må jeg så ikke have. Eller hvad?

Gør det mig til en slut-shamer, som jeg i dag beskyldes for på Instagram? Det mener jeg ikke. Jeg synes nemlig ikke, Beyoncé er en slut! Eller en skank, som jeg skrev. Hun er dronningen af alt – måske verdens sejeste individ! Men jeg synes, hun ser skanky ud, når hun sådan går til bal uden trusser. Og nederdel. Og overdel.

Når man bruger begrebet ’slut-shaming’, kalder man i samme ombæring den dame, man forsøger at forsvare, for en slut. Man siger jo “Det er ikke i orden at udskælde en slut”, og derved anvender man begrebet på en måde, som jeg altså IKKE har gjort i min Instagram-update og ej heller her i indlægget. Jeg har aldrig kaldt nogen for en slut, og det har jeg eller ikke lyst til. At jeg eksempelvis opfører mig latterligt engang imellem er ikke ensbetydende med, at jeg ér latterlig. En handling definerer ikke en person. At nogle klæder sig uanstændigt, betyder ikke, at de er uanstændige, og den skildring synes jeg ikke, man gør, når man bruger begrebet slut-shaming. Og jeg kan ikke forstå, hvorfår jeg bliver beskyldt for at nedværdige kvinder, fordi jeg synes, det er uklædeligt at gå uklædt ud.
Jeg tror, vi er nødt til at finde på et andet udtryk end ’slut-shaming’, hvis vi gerne vil have et begreb, der kan bruges til at forsvare letpåklædte damer og deres ret til netop dét. For at kalde dem for ’sluts’ i det begreb, er sgu ikke videre smart.

Nuvel! Jeg indrømmer gerne, at jeg er dobbeltmoralsk. Eller – om man vil – er en person med nuancerede og modstridende holdninger til dette og hint. Jeg synes ikke, det hele behøver at være sort eller hvidt, og ja, kniven for struben – hvis man TVINGER mig til at vælge lejr, så mener jeg, at folk må gøre lige præcis hvad Søren, der passer dem. Også i deres klædeskabe!

Men jeg håber, at den her trend er forbigående, for jeg synes bare ikke, det er pænt. 🙂