Min sorg er blevet gammel. Jeg ser den som en aldrende dame, der stille og ubemærket trisser rundt i kvarteret, holder øje med, hvad der sker og ved det meste. Hun er blevet rundt i kanterne. Hun har accepteret sin skæbne. Taget den ind, “owned it”, som de unge ville sige. Hun ved godt, man ikke kan ændre på det, der skete, og derfor har hun valgt at få det bedste ud af det. Hun er typen, der mimrer og smiler med varme øjne, og hun er typen, der forstår ting. Hun er typen, man ikke lægger mærke til, men derfor ikke er mindre væsentlig. Hun har sluttet fred med sine dæmoner og er rolig og tilfreds.

Da hun var yngre, var hun vild og voldsom. I sine teenage-år skændtes hun med alt og alle, hun råbte op og gjorde modstand. Oprør og vildskab var som en identitet for hende, og hun brugte sine dage og nætter på at skrige sin frustration og vrede ud over byens tage, og lyden gav ekko i skovene langt, langt væk. Hun var blodig, gal og rasende, og samtidig var hun lille, trist og hulkende. Hun forstod ingenting og ville bare have, at alt skulle blive, som det var engang.

Min sorg, som nu er rolig og afdæmpet, har det godt. Bedre, end da hun var ung og ulykkelig. Men nogle gange går hun forbi spejlet, og dér imellem rynkerne og leverpletterne kan hun i et splitsekund få øje på den, hun var. I de gnistrende grå øjne, der har set så meget, kan hun pludselig genkende sit unge jeg og mærke blodet bruse og pulsen dunke. Og så kan hun savne den ungdoms vildskab, som trods alt var tættere på det, hun i virkeligheden ønsker. Det, hun savner og stadig mindes hver dag. Med resignationen fulgte en afstand til hende, hun savner. Med accepten af verden, som den nu engang er, slukkedes håbet om nogen sinde at se hende igen. For selvom håbet var urealistisk og vreden ukonstruktiv, tjente de alligevel som en fakkel, der lyste natten op til minde om hende, jeg stadig savner så meget. Min mor.

Jeg læste engang et interview i BilledBladet med en ung kvinde, der netop havde vundet det danske melodi grand prix. Som jeg husker det, var det lidt af en lortesang, hun optrådte med, men ikke desto mindre opnåede hun naturligvis den øjeblikkelige berømmelse, hvor hele landet drejede sig om hende, i tiden mellem det danske og det europæiske melodi grand prix, hvor hun tabte til England. Eller Sverige. Eller Irland. Og så blev glemt igen.

Men i den tid, der lå imellem de to dyster, var hun på alles læber og mange forsider. Hun blev spurgt om alt fra hårtips til morgenmad, favoritårstid og stostørrelse, og på denne forside af BilledBladet sad hun altså og græd, fordi hendes mor var død fire år tidligere. Artiklen strakte sig over fire-fem sider, hvor man talte om, hvor trist, det var, at moderen ikke var der til at opleve sin datters glansøjeblik på scenen.

Da Mary Donaldson blev offentliggjort som Kronprinsens forlovede, og formiddagspressen fik klørene i hende, blev Danmark også mødt af en grædende præ-prinsesse, der savnede sin mor, og som ærgrede sig over, at hendes mor ikke skulle være en del af det liv, som var begyndt at forme sig omkring hende.

Jeg forstår dem godt, d’damer. Om nogen forstår jeg dem. Men da jeg havde læst de to artikler, sad jeg begge gange med en personlig følelse af at være kommet for tæt på. Noget privat var blevet brugt professionelt, og noget ærbart var blevet skændet. I MIN optik. Grand prix-sangerinden solgte magasiner med historien om sin savnede mor, og den tasmanske kronprins-kæreste vandt folkets sympati. Jeg blev ramt og ked af det og lovede mig selv, at jeg aldrig ville vanære min mors minde på den måde. Hvis jeg nogen sinde skulle interviewes om noget som helst, ville jeg for mit liv ikke nævne min mor. Hun skulle ikke bruges til at skræddersy et image eller fremkalde en følelse hos fremmede. Til det var hun alt for kostbar.

Da jeg var yngre, kunne jeg ikke holde ud at tale med et nyt menneske i mere end fem minutter, før jeg nævnte, at jeg havde mistet min mor. At hun manglede, var så identitetsskabende for mig i de år, at jeg sagde det nærmest i samme sætning som mit navn. Og nu nævner jeg det sjældent, fordi jeg vil bevare hende.

Men det er forkert, det sidste. Eller det har ændret sig. For man har det jo, som man har det, når man har det, og sådan skal det have lov at være. Men jeg har de seneste par måneder skiftet mening. Jeg kan sagtens ære min mor og skrive om hende her på bloggen samtidig. Faktisk ville hun nok egentlig være lidt ærgerlig, hvis hun vidste, at jeg ikke gjorde det. Da jeg flyttede til København (hun kørte mig herover med mine ting på en trailer spændt bag på mine forældres gamle stationcar), blev vi pennevenner, og jeg har et brev fra hende, hvor hun siger, at jeg skal love hende, at jeg bliver ved med at skrive, for det er jeg god til. Jeg skriver ikke om hende for at få flere læsere eller få jer til at tænke noget bestemt om mig. Jeg skriver, fordi det er rart og gør mig godt. Det hjælper mig til at huske små ting, som ellers måske ville falde ned mellem sprækkerne af mange, mange ting, vi ser, gør og oplever hele tiden.

Jeg har ikke lyst til kun at mindes min mors død herinde. Jeg har lyst til at tale om, dengang hun levede. For det er jo dét, vi skal huske folk for, når de forlader os. Sådan vil jeg da helst huskes, når min tid engang er forbi. Som én, der levede! Ikke bare én, der døde.

Min mor var typen, der satte fut i fejemøget! Vi boede i udkanten af udkantsdanmark, og her arrangerede hun jazz-koncerter på Mommark Havn, julemarkeder på Vibæk Vandmølle og påskestuer, koncerter og kom-sammener i alle mulige små flækker på sydspidsen af Als, og min far bakkede op og hjalp til med at sælge fadøl.

Hun grinede tit, længe og højt med åben mund og tårer i øjnene, og hun bandede aldrig, men skiftede kraftordene ud med stuerene alternativer. “Fy, for Fanø”, “Av, for Helgoland” og “Hold da kælderdøren lukket”.

Hun vil lejlighedsvis vise sig her på bloggen i fremtiden! 🙂 Ligesom man nogle gange kan opleve min far, min Elke, min mand, mine unger, mine svigerforældre og mange andre af de folk, jeg holder af og tænker på hver dag. Men jeg tager ikke imod requests og forbeholder mig retten til selv at bestemme hvornår, hvor og hvordan. 🙂