Et hurtigt cyber-snav fra parkeringspladsen udenfor Dagli’Brugsen i Nordby på Samsø!

Vi kørte hjemme fra De Gamle klokken 12 i dag, og det hele var timet og tilrettelagt: Krapylerne var spist af kl. 11, de havde tilbragt formiddagen på en legeplads overvåget af deres beundrende bedsteforældre (som naturligvis også gav is), mens Prinsen og jeg pakkede, og planen var, at de skulle bruge en cirka to timer lange køretur på at sove middagslur, som de vanligt gør ved middagstid. 

Men ungerne havde deres egne planer… De ville langt hellere se børne-TV på Jons tablet og tale babysprog til bagsædet, og de droppede altså helt at sove. De klarede gudskelov færgeturen i stive arme (så blev man en del af det segment, som er hulkende taknemmelig for legeområder!), men så snart Ford’en ramte den samske muld, som jo er jo gunstig til kartoffeldyrkning, gik de ud som to små lys. Og her sidder jeg så og våger, mens Jon køber ind til lasagne. 

Vejret er smukt her på øen, og jeg håber sådan på, at krapylerne i morgen kan opleve den fra sin allerbedste side: Set fra vandkanten på en af de smukke strande, som jo i sagens natur går hele vejen rundt om herligheden. 🙂