Det føles som om, det er den første beslutning, vi har truffet som FAMILIE. At vi tog til Marrakech eller Rom, eller når vi om 10 dage skal til New York, er noget, Jon og jeg vælger at gøre for vores egen skyld – ikke ungernes. De hygger sig ganske vist, når vi rejser, men jeg vil gerne vædde ti stegte rødspætter på, at de ville hygge sig præcis lige så meget på Posthusmuseet eller i rabatten bag ved Østerport Station. 

Men købet af kolonihavehuset er noget, vi alle fire får glæde af! Hver og én! I dag er første gang, vi hele banden har været der ude en hel dag. Jons far har bygget og puklet siden i mandags, men i dag udnyttede vi fridagen (og solskinnet) og tog derud sammen med både farfar og -mor plus min søster. Farmor passede børn, mens vi andre smed koreaplader, porcelænsfigurer, gulvtæpper og nøjsommeligt nedpillede pensionisthåndtag ind i en lejekassebil og kørte på forbrændingen. Krapylerne tilbragte dagen på græs, hvor de med stor iver hev blade af tulipaner, bankede ting mod hinanden og løb rundt. Uden vægge, dørtrin, stueborde og reoler som forhindringer, og jeg nød det mindst lige så meget som dem! Jeg ELSKER, at vi har små 400 kvadratmeter semi-Sønderjylland at their disposal! 

I dette nu er jeg på vej hjem til Vestergade med snorksovende baryler i Bugabooen, og i morgen tager vi atter derud og nyder livet i haven.

Jeg gik en omvej op til bussen, idet køreplanen er lidt mindre flexi end ellers på Grundlovsdag, og jeg stirrede med runde øjne ind i alle haverne og forestillede mig, hvilke mennesker, der gemte sig bag syrenerne. Nogle indretter sig med blomsterbede og gipsfigurer, som afbilleder Gøg og Gokke på græsplænen, mens andre dyrker lidt mere hippieagtige tendenser. Personligt er jeg mest til det sidste. 🙂