mm
Krapylerne har optur over ballonen. Jeg har bare optur over dens budskab: UDSALG! 😀

Jeg bliver nogle gange puffet blidt til i kommentarfeltet over det der med det gode humør. Enkelte gange har jeg også fået skudt i skoene, at jeg sælger glansbilleder her på bloggen og ikke vil indrømme, at jeg også kan have dårlige dage.
Selvfølgelig har jeg dage, hvor alt (absolut) ikke går efter planen. Jeg har eftermiddage, hvor klokken rammer 15, jeg rammer muren og helst af alt bare gerne vil sove, men i stedet skal finde mig i at agere baby-boksebold og husslave for to uhøflige (men dog nuttede) modtagere, eller morgner, som brænder i halsen, fordi de afløser nætter med al for lidt søvn. Og på disse morgner er jeg vranten, træls og nederen at være gift med, tror jeg.

Tidligere i mit liv oplevede jeg en periode, hvor jeg var meget ked af det i langt tid, fordi der skete noget, jeg ikke gøre en pind ved, men som jeg absolut ikke ønskede. I den periode øvede jeg mig i det modsatte: Når jeg vågnede op og var ked af det, lod jeg  tristheden fylde det hele. Jeg øvede mig i ikke at være bange for at være ked af det. Det er en følelse, som er lige så valid som alle andre, og der må være en grund til, at den findes. Det fungerede godt for mig til sidst!
På de dage gjorde jeg livet nemmere for mig selv med takeout og pjækkeri, og tristheden blev noget noget, jeg prøvede at flygte fra ved at aflede mig selv med godt selskab eller sjove ting, og det føltes rart, at jeg ikke behøvede at være bange for den følelse.

I dag, hvor jeg er grundlæggende glad, gør jeg mig umage med at praktisere, at en dårlig morgen ikke bliver til en dårlig dag, og at eftermiddage med kedelige gøremål og utak og mælk i håret som belønning ikke smitter aftenen, som sagtens kan bruges på bland-selv-slik og TV-serier.
Desuden er jeg enormt tilfreds med mit lille, beskedne liv, og jeg er taknemmelig over at have en familie, hvor medlemmerne er sunde, raske og i relativt godt humør, at være gift med en skuespiller, som rent faktisk har noget at lave, og at jeg har et arbejde, jeg godt kan lide, som giver mig en fleksibilitet, der er ret awesome, når man har mini-krapyler.

Jeg skriver ikke alt herinde på bloggen, men jeg lyver heller ikke. Jeg fortæller ikke om alle de små, træls ting, vi alle sammen slås med, for dem gider jeg ganske enkelt ikke dvæle ved.
Forleden sagde jeg til Jon, at jeg bare synes, vores tur til Rom havde været SÅ dejlig, og der vil jeg gerne ned snart igen. Han svarede med et grin, at min hukommelse vist spillede mig et puds. Og pludselig kom jeg i tanke om, at Hugo kun sov cirka sammenlagt otte timer i de to døgn, vi var i Rom, og at Jon var syg med feber og maveonde begge dage, hvilket selvsagt satte en dæmper på energiniveauet.
Jeg kan kun huske, at det var i Rom, Hugo tog sine første skridt, at solen skinnede og varmede vildt meget mere end herhjemme på den tid, at vi købte min YSL-taske, og at pizza vist slet ikke feder, når man spiser den i Rom. For alle de ting var turen jo også,´og den slags er meget sjovere at hænge sig i og lade fylde. Både da og nu.
Jeg synes ikke, jeg fornægter noget. Når noget skal deales med, gør jeg det, men jeg vil ikke bruge en solskinsdag på at græde over spildt mælk. Også selvom mælken ikke blev spildt, men snarere hældt ned i håret på mig … 😉

Intet er enten sort eller hvidt, livet er det, der sker, mens vi har travlt med at lægge planer, vi skal elske, mens vi tør det, og vi kan sove, når vi bliver gamle! <3

Jeg skrev faktisk også et indlæg om det her emne for et år siden (ret præcist, faktisk. Det var d. 17. juni 2014).
Det hed ‘KORTE LUNTER OG LANGE BRYSTER’, og det indeholder faktisk nogle enormt dårlige billeder af gravide-MM en uge før krapylernes exit.
Det kan læses og ses her!