3
Jeg er gået all in på højtaljede nederdele! Det aftalte jeg med mig selv, da jeg havde set de første sæsoner af SUITS og ikke kunne få Rachels garderobe ud af hovedet: Denne sommer skulle vies til højtaljede nederdele. Således ses jeg her i endnu en sag fra American Apparel tilsat T-shirt købt på udsalg i Zadig & Voltaire i West Village i sidste uge. Skoene er mine Superstars, og de blå mærker på benene er sådan en ufrivillig sommer-tradition, jeg har kørende. Så snart, det bliver varmt nok til bare stænger, bliver MM endnu mere klodset end vanligt og fremviser således altid hjemmegjort leg-art i diverse nuancer og former …

Sådan føltes det i hvert fald i går lige omkring klokken 16 her i New York!
Dagen startede ellers knap så lovende. Dedikerede Sex and the City-fans (som jeg) kan måske huske et afsnit af serien, hvor Carrie dater sin by. Det går også ret godt, indtil en dag, hvor byen bare er på nakken af hende. Det regner, hendes yndlings-museum er lukket, de lækre mænd synes, hun er weird og så videre.
Her var det ganske vist ikke regnvejr, men nok noget nær det modsatte – solen bragede ned og gjorde små krapyler endnu mere utålmodige, end Bugaboo’en i forvejen skal have skyld for.
Jeg havde ellers lagt en ret nøje plan for, hvordan jeg ville bruge deres lur midt på dagen på at spankulere ned til en legeplads, jeg har hørt om, som skulle være helt fantastisk.
Problemet opstod imidlertid, da de vågnede før, de burde, og ikke kunne vente længere. Efter sådan en lur, har de brug for at lege i en time eller to, før de atter gider vognen, hvilket jeg egentlig sympatiserer med. Oven i det havde Berta fordøjet sin frokost og ekspederet den med sådan en kraft, at den var synlig på ydersiden af hendes (engang) hvide bodystocking. Jeg brugte den gode del af en time på svedende at spæne rundt for at finde et badeværelse med vognen fuld af skrigende unger, og da det endelig lykkedes, skiftede jeg også lige Hugo for en sikkerheds skyld, hvorefter jeg i fuld firspring ilende begav mig mod den nærmeste park.

Nok har herren i huset og jeg haft held med at time ungernes søvn, så de sover stort set samtidig, men at gøre det samme med deres bæ, er desværre ikke lykkes. Så der gik kun 20 minutter, og så måtte jeg atter afbryde parkjagten til fordel for en toiletjagt, da Hugo havde gjort i bleen, så fluerne stod omkring os. Efter at have brugt den gode del af en halv time på hele projektet, fandt vi endelig frem til Bryant Park – blot for at blive mødt af et stort og meget nedslående skilt med budskabet om, at græsset ikke måtte betrædes, da det skulle komme sig efter en koncert dagen i forvejen …

Vi fik tyve minutter til at gå med, at ungerne puttede småsten op i små spande, mens jeg styrtede rundt og gjorde mit bedste for, at de ikke fik fingrene i alt for mange nasty-heder, og så var den atter gal i Bertas ble. Med de to skuffede unger som ufrivillige passagerer i klapvognen fandt jeg hele TO Starbucks’er, men ingen af dem havde et kundetoilet, og til sidst havde jeg held med mit ærinde på McDonalds på TimesSquare. De havde intet skiftebord, men mit held var vist ved at vende, for der var LIGE blevet gjort rent, da jeg kom.
Her stod jeg så udenfor på Times Square og ventede på Jon, der, som den ridder, han er, kom fra undervisning fuld af overskud og reddede dagen. Eller næsten … Den fortjeneste skal retfærdigvis tildeles Nadja! En smuk pige, der pludselig rørte ved min albue, idet hun passerede os i selskab med sin kæreste, og sagde “Din blog er awesome!”

Jeg tabte både næse og mund, og jeg gav hende en kæmpe krammer! Tænk at blive blogger-spottet dér midt i New York – det er fandme da for viderekomne! Jeg blev simpelthen så glad og glemte alt om min eftermiddag fuld af efterladenskaber. TAK for den, Nadja! 🙂
Da vi havde sagt farvel til Nadja og mand, rakte jeg begge knyttede hænder i vejret, råbte ‘YES!’ og gik derefter til Soho med mand og børn for at finde den legeplads, der viste sig at være præcis så skøn som lovet. 8
Ungerne plaskede med vand og havde deres egen lille P.G. 13-version af ‘The Ice Bucket Challenge’ kørende, og da vi et par timer senere satte os ved nogle små borde på Spring Street for at putte lidt mad i ungerne, kom Alexander Wang gående forbi! Lige dér – helt tæt på mig! Jeg ville ønske, jeg havde mandet mig op til at bede om en selfie med ham, men jeg havde kødboller op ad begge arme og underkæben liggende på bordet foran mig, så det blev ikke til noget.
1

Ungerne faldt, som de englebørn, de (nogle gange) er, i søvn på slaget 19, så vi spankulerede ud til The Meatpacking District, hvor jeg i sidste uge på en soloaften havde spist en vidunderlig middag på Bubby’s og derfor blot måtte have Jon med hen. Her nød vi steak, burger, frites, limonade og verdens absolut bedste milkshake (And God knows I’ve had my share…) i solnedgangens romantiske lys. Derefter gik vi en lang tur på The High Line (Jeg er i øvrigt stensikker på, at den ville have gået navnet ‘The Green Mile’, hvis der ikke havde været en film med Tom Hanks ved det navn allerede, da parken blev lavet) og så drønede vi hjem i seng – godt baldrede.
2

Nu har vi været i New York i efterhånden 12 dage, og det er fantastisk! Man skal absolut ikke frygte at tage til storbyen med tvillinger – faktisk er byen her noget nemmere at komme rundt i end eksempelvis Barcelona, kan jeg afsløre. Amerikanerne er så søde og hjælpsomme, holder døre, bære klapvogn, afgiver subway-sæder og dikkedikker småbørn.
Jeg har nydt hver sekund af vores ophold, men jeg ville dog ønske, at vi havde nået at få den her oplevelse, inden Vorherre velsignede os med krapylerne. Der går mange, mange, mange timer hver dag med ting, der intet har at gøre med New York, men som handler om vedligeholdelse af småfolk.
Grunden til, at jeg ikke har besøgt byen tidligere i mit lille liv (bortset fra en tre dage lang/kort pressetur i 2011 for ELLE) er, at jeg ikke mente, jeg havde råd. Jeg troede, det ville være ekstremt dyrt at opholde sig herovre, og jeg ville vente, til jeg havde flere penge. Til at shoppe, spise, danse og drikke for.
Da vil jeg gerne sige til andre, der skulle gå med samme overvejelser, at sådan forholder det sig ikke. Hvis man kan finde sig et hotelværelse eller en lejelejlighed, der er til at betale, kan man sagtens få pengene til at række langt ved at spise og drikke hyggeligt og billigt og tage subway’en, når man skal omkring. Der er også viiiildt meget billig shopping, og hvis man har en rygrad, der er bedre end min har vist sig at være, kan det også snildt gøres.

Det eneste, jeg fortryder i mit liv, selvom jeg ikke tror på fortrydelser, er, at jeg ikke rejste mere, da jeg var yngre. Før jeg fik fast job, regninger, ansvar og alt det der. Så jeg vil slutte dette indlæg med en opfordring: Just go, man! 🙂