mrbig
Åh, hvor er blogging dog meget mere grineren, når nogen læser med!
Jeg skrev for et par uger siden et indlæg om mit sidste crush inden Jon (læs det her), og i det fortalte jeg også, hvordan jeg var relativt kæreste-desperado, da jeg mødte ham.
Jeg var absolut ikke sådan en selvsikker trunte, der bare driblede byen rundt i høje hæle og pludselig blev nappet af en dejlig mand, mens jeg gik og tænkte på noget andet.
Næh, nej, jeg datede, snavede og flirtede mig systematisk igennem det københavnske natteliv i jagten på en husbond!
At jeg så endte med at finde verdens aller-bedste match til lige præcis mig, skyldes enten held eller udelukkelsesmetoden. Jeg skal ikke kunne sige det. 😉 Læs i øvrigt, hvordan jeg scorede Jon, her.

Jeg har netop læst en ny kommentar på indlægget nævnt ovenfor, og jeg græd lidt af grin. På den mest kærlige måde, fordi det er så sjovt skrevet, og fordi jeg virkelig kan kende mig selv i det, Kathrine skriver.
Læs med her:

Hej søde MM

Hold kæft hvor kan jeg godt lide dig, og jeg læser det her indlæg, når jeg har lidt nedtur på. Og jeg har lidt nedtur på, fordi jeg er 25 og røvgerne vil have en kæreste. Om ikke andet så bare for at bevise, at jeg ikke er defekt.

Og jeg har mødt én, som jeg rigtigt godt kan lide, men jeg smadrer det hver gang og er vist ved det igen, fordi jeg er så bange for at smadre det, og så bliver jeg helt nervøs, og jeg kan egentlig godt forstå, at han synes jeg er møgakavet, når jeg sådan springer rundt for at være wonderwoman. Følelse vejer bare tungere end fornuft og jeg kan slet ikke kontrollere mig selv i gerningsøjeblikket…

Hvordan gjorde I i starten? Hvem skrev først og hvor meget så I hinanden i begyndelsen? Og hvordan undgik du at hige dig fast med næb og klør? Eller det gjorde du måske, men bare uden at skræmme ham væk?

Jeg synes, at du skal skrive en guide. Du er så god til at gøre det med glimt i øjet, og jeg ville seriøst give min yndlings-taske for at lære et fif eller to fra en der har knækket koden. Al respekt til mine single-ladies, men man tager jo heller ikke imod hårtips fra en skaldet..

KH Katrine

Den kan jeg jo ikke sidde overhørig! Og jeg ville ønske, jeg kunne give en række stensikre tips til dating, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Både fordi, jeg selv var en seriøs klovn til det. Jeg kunne absolut ikke finde ud af at spille cool, vente på at han SMS’ede først eller lege kostbar! Men også fordi, at alle damer OG mænd jo er forskellige og derfor responderer på forskellige ting. Nogle vil have bevægelsesfrihed og rum i starten, andre vil tages med storm.
Men, men, men! Jeg er jo efterhånden en halvgammel dame, og jeg vil hjertens gerne dele ud af de ting, jeg HAR opdaget i min rejse mod Jon. Som med alle andre tips her på bloggen, gives der hverken garantier eller pengene tilbage, og jeg m0dtager ingen klager. 😉

Da jeg var omkring 25 år, datede jeg en fyr, som jeg blev ret vild med. Det var ellers slet ikke meningen, for jeg vidste godt, at han var lidt af en womanizer. Men han blev vild med mig først og kurtiserede mig, og jeg tænkte, at jeg jo godt kunne spise noget mad overfor ham, uden at det ville skade. Fordi han i starten var mere interesseret i mig end omvendt, har jeg måske virket lidt kostbar. I hvert fald skrev han altid først, og han synes, jeg var noget så interessant. Som ugerne gik, og vi fik spist mad, bowlet, hørt popkoncert på JazzHouse og set film i biografen, skete det uundgåelige naturligvis: Jeg begyndte at synes, han var vanvittigt interessant. Jeg prøvede at blive ved med at lege spændende og holde afstand, da jeg vidste, at andre damer før mig havde brændt deres chance ved at kaste sig i armene på ham for tidligt, men da han så skulle på tur med arbejdet, hvor jeg vidste, hans ekskæreste også skulle med, og var væk i fire dage uden at give lyd, knækkede filmen for mig. Jeg SMS’ede, mailede og lagde en million beskeder på hans telefonsvarer. I starten afmålt afventende – og til sidst nærmest truende og desperat.
Da staklen endelig kom hjem, ringede han til mig og sagde noget i retning af “What. The. FUCK. Happened?!” Det arme kræ havde glemt sin oplader og var altså vendt hjem til en ordentlig overhaling på sin svarer.
Vi datede videre derefter, men det blev aldrig godt igen, for jeg kunne selvfølgelig ikke genvinde min plads i førersædet. I en halværlig snak i tiden optil vores bekendtskabs endeligt, sagde han, at han var blevet så overrasket over mit freak-out, fordi han jo havde troet, jeg var helt anderledes, og da faldt 10-øren for mig:
Jeg er ikke helt anderledes – jeg er præcis sådan. Jeg vil ikke vente 4 dage på en SMS, jeg vil SMS’es dagligt. Jeg vil ikke spille kostbar, jeg vil begæres. Og hvis du glemmer din oplader, skal du sgu låne én. Eller sende en mail fra din computer og sige, at du har glemt din oplader og tænker på mig hele tiden.
Og hvis han ikke var den type og ikke ville have de ting, var der jo i bund og grund ikke nogen årsag til, at vi forlængede vort bekendtskab. Selvom han nu var meget lækker.

Efter det gik jeg til dating på en lidt anden måde. Jeg forstillede mig ikke lige så meget mere. Jeg forventede selvfølgelig ikke røde roser med posten fra dag et, men jeg gad heller ikke gøre som om, jeg var en helt anden type, end jeg egentlig var. Og er. Og det gik op for mig, at mange mænd har det på samme måde og vil gerne have sms’er og telefonopkald relativt regelmæssigt. Og mange var på en helt anden måde, og det kunne godt gøre nas, når jeg stødte på dem, men det gik over igen.

Da jeg var på min første date med Jon, besluttede jeg mig for at sende ham en mail dagen efter for at takke for vores date. Det nåede jeg aldrig, for han skrev allerede om aftenen.
Stadig i dag ringer vi sammen i hvert fald 4-5 gange hver dag. Når jeg kommer ud af et møde, ringer jeg til ham. Når jeg spiser frokost, ringer jeg til ham. Når jeg er på vej hjem fra arbejde, ringer jeg til ham – selvom det kun er en cykeltur på 10 minutter. Han ringer ikke helt lige så meget, men næsten.
Det fungerer for os, og det behøver jo heldigvis ikke fungere for andre. 🙂

Min eneste pointe med alt det her, er nok bare, at man sparer en masse tid, når man stopper med at spille kostbar. Med mindre man er det, selvfølgelig.
Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er en god idé at give en gut hele medaljen på første aften og så SMS’e ham på vej hjem – han må godt gå og hygge sig lidt med sine egne tanker om den første date, før I planlægger den næste. Men jeg synes at kunne forsvare denne påstand: Ret hurtigt i dateriet er det en god idé at bekendte kulør. Mærke efter, om man får det, man gerne vil have. Hvis man ikke gør, skal man ikke forsøge at ændre fyren – at opdrage ham til, at man altså skal sende en godnat-SMS, når man har en kæreste! Hvis han ikke er typen, må man enten leve med det eller lade være.

Man kan ikke ændre andre, man kan kun ændre sig selv, og det er i øvrigt også enormt besværligt. Og ikke nødvendigvis umagen værd. 🙂