mmblond1

Jeg har bestilt tid hos Simone, der er elev hos Gun-Britt, på onsdag kl. 10!
Faktisk er det en tid, jeg har haft i  ret lang tid, og jeg har glædet mig lige så længe.

Jeg er så træt af mit hår! Jeg har set sådan cirka ens ud på toppen af bøtten i otte år efterhånden, og nu skal der ske noget. Sidst, jeg blev klippet, følte jeg mig enormt vild og vovet, da jeg bad Simone om at lave etager og fald i mit hår, og jeg var også enormt glad for resultatet bagefter (Se det her). Men en uge senere følte jeg alligevel ikke den store forandring.

Derfor har jeg nu besluttet at lade mit mørke hår farve lyst! Ja, sgu!
Hvorfor ikke? Kim Kardashian fremstår også i denne givne situation som et forbillede: Hun var platinblond i blot en uge i anledning af Paris Fashion Week tidligere på året.
SÅ kan fru lange sgu også blive honningblond i anledningen af sommeren og det faktum, at mine rødder keder sig!

mmblond

Jeg har faktisk været lyshåret en gang tidligere. Det var bare i 2005, og dengang fandtes der ikke sociale medier, og jeg havde ikke råd til et digitalkamera,  så derfor har jeg gudhjælpemig ikke så meget som et enkelt foto til at opbakke min påstand. Men det så altså ret hot ud!
Mit hår var ganske vist også tykkere dengang, og jeg ved ikke, om det faktum er af nogen form for afgørende betydning, men det finder vi jo så tids nok ud af, kan man sige!

Desuden har Jon altid gerne ville se mig med pandehår, så det smider vi oveni. Ikke på den oldschool Pernille Rosendahl/Playmobil-måde, men på 70’er-måden. I ved, sådan noget irriterende sjask, som konstant kommer ind i øjnene på én og er max upraktisk, når man har småbørn.
Det skal jeg have! Og så skal der en del af længden bagi.

Ja! Der er i sandhed lagt i kakkelovnen til en oooordentlig omgang midtvejskrise-garn til MM! Jeg tror, det bliver godt, jeg håber, jeg kan lide det, når det er færdigt, men én ting VED jeg: Lortet vokser altid ud igen … 🙂

Og PS: Jeg ved viiirkelig ikke, hvorfor alle dullerne i den dér face-in-hole-app er afpillede som undervægtige skolepiger inden frokostpausen! Men bare så ingen er i tvivl: Det er kun mit hår, der skal fikses. Min booty bliver på sit vante sted. 😉

Hvis du er blogger, kan det være, du kan bruge disse tips til noget! Jeg skrev nemlig tidligere i dag et indlæg med fem fifs til, hvordan man starter en blog op.