IMG_2220.JPG

I går var en dejligt chillet dag her i det amerikanske. Det regnede (det gør det faktisk også lidt i dag), og vi besluttede os for at være ansvarsfulde forældre og blive i nærområdet, så krapylerne kunne få en lang middagslur i deres senge i lejligheden på det helt rigtige tidspunkt og derved blive tippet helt over på den anden side af jetlagget. De sover fint i Bugaboo’en, men ikke lige så tungt og længe.

IMG_2141.JPG

Vi gik en tur på Broadway, som er skidehyggelig – også heroppe i Harlem-enden, og vi spiste enormt amerikansk frokost i form af pizza og pasta på Famiglia Pizza. Og min Hawaii smagte bedre end i Rom…

Lotte Arndal er ikke med på ferie. Jeg træner ikke, jeg spiser usundt, og det har jeg det glimrende med. Jeg planlægger at lægge mig et par kilo ud, mens vi er her, og så lægge mig i selen, når vi kommer hjem igen. En indstilling, jeg tilfældigvis ved, at Lotte herself deler. Nuvel, hun ville nok aldrig spise det, jeg spiser, men hun har selv opfordret mig til at være nærværende med familien på ferier og ikke forlade dem for at spæne rundt og løfte jern.
I can do that! 🙂
IMG_2142.JPG

Efter luren tog vi en subway til Midtown, idet jeg gerne ville besøge en luksus-genbrugsbutik, jeg har fået anbefalet her i kommentarfeltet, nemlig Beacon’s Closet. Det var desværre lidt af en fuser. Jeg fandt hverken Stella McCartney eller noget derhenad, men jeg fik en hjerneblødning og købte en kjole i en nærmest menstruationsrød nuance i et shiny materiale, som havde bindebånd i taljen. Der var kø til prøverummet, så jeg besluttede mig for at tage chancen, hvilket viste sig at være en fejl.
IMG_2156.JPG

Vi spiste på Smoke Burger, som skulle vise sig at være en latterligt hyggelig beværtning med lave priser, enormt sødt personale og ret lousy burgers. Men vi talte med en sød afrydder, der beundrede ungerne og fortalte, at han selv var far til seks styks.
“What are you – 26?!” spurgte jeg lidt for sjov. “Yeah! 27 next month!” svarede han og tilføjede “I have five different baby mamas, though! And I think I might have another!”

IMG_2219.JPG

Efter middagen besluttede vi os for at trisse lidt rundt i området, og pludselig som ved et trylleslag befandt vi os i Perry Street, hvor Carrie Bradshaw som bekendt har fiktivt til huse. Vi gik ned for enden af gaden og fandt Magnolia Bakery, hvor jeg har været en enkelt gang tidligere. Deres cupcakes smager uovertruffent, men stedets charme har nu ikke mange stjerner i forhold til Serenity Cupcakes, vil jeg mene.

Herefter faldt ungerne i søvn i vognen, og da vi kom forbi et spasted med åbne døre og vinduer, havde jeg held til at overtale Jon til at få en fodbehandling (han var nu noget beklemt ved situationen), mens jeg fik en manicure, og ungerne snorksov til den sagte klimbim-musik lige indenfor døren.

6

Derefter gik vi rundt og så på gadelys, butikslys, stearinlys og city lights, hvorefter vi tog undergrunden hjem til lejligheden, hvor vi havde held med at bære de stadig sovende ynglinge op i hver sin seng, hvor de snorkede tungt helt til klokken 5.45 i morges. Og det er altså ret acceptabelt, selvom man skulle tro, det var løgn.

I dag drypregner det igen, og Jon skal have sin førte undervisningstime i amerikansk dialekt. Vi er her jo (også), fordi han skal bruge et studierejselegat, han modtog sidste år, hvilket jeg synes er enormt eksotisk! Så er jeg lige hende NY-moren, der trisser rundt med min barnevogn, mens min mand er på “arbejde”!

I morgen skal jeg i øvrigt på SATC-tour i tre timer uden mand og børn! Jeg skal se på kanindildoer, multebær-bardiske, biblioteks-bryllupsdestinationer og so much more. Det ville jo være blasfemisk at lade være…

Jeg håber, det går godt derhjemme – selvom jeg jo ved, at folk er meget sure på hinanden inde på Facebook … Jeg vil ikke diskutere valg her på siden, men jeg synes nu godt, vi kunne tale pænt om og til hinanden – også på de sociale medier. Det kommer man sgu længst med, tror jeg. Uanset om man er til det ene eller det andet. 🙂