koloDet tager en time og 12 minutter at cykle fra Vestergade ved den københavnske Rådhusplads til (det, der meget snart bliver) verdens hyggeligste kolonihavehus i Ejby Sommerby. Og det er inklusive 25 kilo cykelanhænger med sovende krapyler, købe-vand-pause i Netto og ikke mindst en strid modvind af Katrina Light-agtige dimensioner!

Huset er jo først lovformeligt vores fra onsdag d. 27. maj kl. 18.30, da vi til den tid er officielt indmeldt i haveforeningen. Men vi gik alligevel ind i haven for at lure lidt ind ad vinduerne. Heldigvis dukkede en ældre dame (i yderst fuld vigør efter alt at dømme) op på den anden side af vores i øvrigt veltrimmede ligusterhæg. Hun havde tilfældigvis en ekstra-nøgle til det, der i al fremtid (når vi får lavet et skilt) for alverden vil være kendt som ‘LONES LUNE’, så vi fik den glædelige overraskelse atter engang at kunne stå i den lille stue og diskutere planer og forbedringer. Og nu, hvor vi har takket nej til al indbo, fandt vi selvfølgelig alligevel et par charmerende kuriosa, som vi håber, de nuværende ejere efterlader.

Jeg synes helt bestemt, at jeg kunne mærke, at Hugo og Berta elskede at være der! Ganske vist skal der ikke meget andet end noget nyt, de kan ødelægge, til at putte et kirsebær på deres isdessert, sådan i overført betydning. De gik straks i gang med nogle haveredskaber, og da jeg ville omfavne min husbond i mild ekstase over vort kommende grønne refugium, fik jeg fat i den mulepose, han bar over skulderen, som var obligatorisk fuld af bananer og hvedekiks til ynglet. Den havde han imidlertid kort forinden sat fra sig på et havebord, og jeg fik så den delte fornøjelse af at opdage, at en fugl havde forrettet sin nødtørft netop dér, hvor Jon havde henstillet madpakken. Mine fingre var således indsmurt i grønlig bæ, og det til trods kunne jeg ikke skjule min entusiasme over nu at have lejlighed til at indvie den grønne håndvask på badeværelset! 🙂

Efter nøje overvejelser er vi i samråd med min yderst handy svigerfar blevet enige om, at det vigtigste er, at gulvet bliver ordnet, sådan at vi slipper for de utroligt uhumske gulvtæpper. Derefter skal alle vægge i hytten males, og slutteligt skal brædderne i loftet skiftes ud, da de eksisterende er en form for linoleum, som ikke er kønt. Se i øvrigt huset on the inside her.
Huset trænger visuelt set også (virkelig meget) til nyt køkken og badeværelse, men jeg vil hellere have to dejlige sommermåneder i kolonøjseren med uklædeligt køkken og ditto toilet, end jeg vil fikse det hele på én gang og derved forkorte sommeren. Så vi tager det hen ad vejen.

Selvom jeg elsker at holde fri med mit hjemmelavede firkløver, så er jeg altså også ret pjattet med at sidde bag min skærm på Verdens Hyggeligste Kontor. Især i kedeligt gråvejr, hvor dagen alligevel ikke indbyder til andet.
Lige om snart begynder studenterne forhåbentlig at råbe og skrige fra diverse kreatur-transportere i indre by. Jeg elsker stive studenter! Når jeg normalt støder på fulde folk i Vestergade ved nattetide, har jeg erfaret, at folk tit er introverte i deres branderter. De turer rundt i små grupper og kører deres egne, interne jokes.
Men studenterne er stive på en yderst udadvendt måde. De vil gerne dyttes af og smiles til, og når man vinker til en studentervogn, er man stensikker på, at hele 3.X vinker, trutter, råber og synger tilbage. Det er kun til at blive i godt humør af. 🙂