mmhugo
Billedet til venstre forestiller mig i 2004 på solferie i Miami (første tur udenfor Europa), før der fandtes facebook, Instagram eller Twitter. Men der fandtes extension-clipons lavet af nylon, og sådan én har jeg i fletningen. Til højre ses Hugo i ekstase over en choko/rug-bolle fra Lagkagehuset. 🙂

Det er en særegen følelse af glæde, man får, når man begynder at følge Louis Litt fra TV-serien SUITS (eller vel rettere: den mand, der SPILLER Louis Litt) på Instagram og opdager, at han er far til et barn.
“Hvor er det dejligt for ham, at det lykkedes, selv om der var så meget bøvl mellem ham og Sheila”, var min første, umiddelbare tanke.
Jeg ved ikke, om jeg har set for meget SUITS, eller om væggene mellem det fiktive og det virkelige bare nogle gange kan virke lidt for tynde her på nettet. 🙂

Instagram er jo ikke virkeligheden (duh!) – det er bare en lille bitte flig af det, vi alle sammen sovser rundt i (hver for sig og sammen). Det er et opkog af det hyggeligste, bedste og stolteste, der sker på en dag. Eller nogle gange, som da jeg i morges delte et billede af en tallerken med pandekager med formation som et lidt sjusket Danmarks-kort, bare en strøtanke, som jeg ellers ville have haft for mig selv (Jon sov, og den slags er endnu tabt på krapylerne), men som jeg i stedet høstede små 400 likes og 10 kommentarer på.
Pludselig får sådan noget som morgenmad en ny (social) betydning. 🙂

Jeg tænkte over det med bloggen, de sociale medier og begrebet ‘ferie’ forleden. Mange har nemlig spurgt mig, hvordan man holder ferie, når ens arbejde (blandt andet) består i at fortælle om sin hverdag. Jeg har igennem mine 16 måneder som digital semi-blotter endnu ikke set det som en pligt at dele noget som helst. Jeg bruger heller ikke dagen på at tænke i updates, overskrifter eller Instagram-frames, lysten til at dele noget på mobilen opstår i øjeblikket – det er ikke noget, jeg går og leder efter. Og engang imellem får jeg en idé til et indlæg i løbet af en dag, og så finder den mig gerne igen, når jeg sidder ved skærmen. Eller også gør den ikke, men så er der som regel noget andet, der gør.

Dog har jeg givet mig selv en udfordring denne sommer.
Når kolonøjseren er kommet op i omdrejninger, river vi en uge ud af kalenderen, krapylerne ud af vuggestuen og stikket ud af væggen og tager til Ejby. Og i én uge vil jeg undlade at benytte mig af sociale medier (så som blog, Instagram, facebook og andre tjenester) overhovedet. Jeg fik lidt idéen fra Hugo, faktisk.
I formiddags gav jeg ham en Marie-kiks. Jeg sad på gulvet i skrædderstilling, og Hugo tog kiksen, møffede sig ind mellem mine ben, så han kom til at ligge i samme stilling som den dér isbjørn, de fleste af os har set på nettet som en reference til afslapning (hvis ikke, så se den her). Der lå han så i flere minutter og spiste sin kiks. Han var ikke på Snapchat eller facebook, han læste ikke engang noget analogt så som en avis eller en god bog. Han iagttog ikke engang noget særligt. Han lå bare og nød en kiks og et øjebliks ro.

Jeg tror, jeg er relativt god til at lave ikke-noget, og jeg VED, der findes mange, der er meget bedre. Jeg ved, jeg er rigtigt glad for sociale medier og andre internettjenester, og det skammer jeg mig ikke over, men jeg VIL bevare evnen til ikke at tænke på noget som helst andet end en Marie-kiks. Også selvom jeg synes, at en Marie-kiks smager fabelagtigt (med Nutella på) sammen med en krimi af eksempelvis Camilla Läckberg.

Derfor vil jeg bruge en uge i sommerferien på at tisse uden at tjekke Facebook samtidig, solbade uden at læse Se & Hør, spise morgenmad uden at Instagramme den og måske endda hoppe i havet uden at fotografere mine tæer i vandkanten.
Et er sikkert: Jeg kan sagtens finde ud af det, det bliver skidehyggeligt, og jeg kommer stensikkert tilbage på nettet igen. 😉