sukker
Jeg elsker sukker! Sukker har aldrig gjort mig noget ondt (okay, der var dengang, jeg fik en laber larve galt i halsen, men ellers), og det er ikke fordi, jeg aldrig vil have sukker i mit liv igen.

Men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er for tiden ude i et misbrug …
Jeg har før været sukker-hooked, jeg har tit og ofte drukket cola hver dag, jeg har siden, jeg flyttede hjemmefra, spist slik, is og kage dagligt, og jeg har aldrig nogensinde takket nej til smagsprøver i chokoladeafdelingen i Magasin. Eller i nogen som helst andre chokoladeafdelinger.

Denne gang er sukkerdjævlen dog gået bananas i min lille krop på en måde, jeg ikke helt kan forsvare længere. Jeg er dér, hvor jeg ikke kan købe en liter mælk i Netto uden også at skulle have en pose Haribo med. Eller en chokoladeskildpadde. Eller …
Jeg har den seneste måneds tid drukket cola på kontoret hver dag til frokost, og tit har jeg drukket én til ved aftensmaden derhjemme. Det er som om, det ikke tæller, når Jon ikke ser det … Ikke fordi, han er efter mig, men han er bare så satans sund, den mand, at han giver mig dårlig samvittighed med sine vandglas og gulerodsstænger!
Jeg er der, hvor jeg ikke nyder slik længere – det er bare noget, jeg skal have for at gå i nul.

I går var jeg så til tandlæge, og den venlige dame roste mit tandsæt til skyerne. Hun var lige ved at kalde mig en ‘grøn patient’, men mens, hun forklarede om det nye farvesystem, som er blevet indført blandt tandlæger, prikkede hun mig længe og indgående i den tand, hun vist refererede til som +7, og så faldt det hele på gulvet …
Jeg har et hul for første gang i over 17 år. Jeg er ikke blevet boret, siden det var børnetandplejen på skolen, der forestod den slags overgreb, og tandlægen og hendes assistent grinede, da jeg bad om en tid en dag, hvor Jon kan tage med.
Jeg spurgte om tandhullet kunne skyldes de mange colaer, jeg drikker, og det svarede tandlægen heldigvis nej til, men hun sagde, at hun har skrevet speciale i syreskader, og hun kunne se på en kilometers afstand, at jeg drikker cola. AVS.

Som om det ikke var motivation nok, ringede jeg senere på dagen til en hypnotisør. Jeg har fået hende anbefalet af en kollega her på Townhouse, som tidligere røg 30 cigaretter hver dag. Så undergik hun én gang hypnose og har aldrig røget siden.
Jeg fik lyst til at prøve at se, om den dame mon kunne fjerne min sukkertrang, så jeg gav hende et kald. Hun var enormt sød, og hun forklarede mig, at sukkertrang tager lidt længere tid at fjerne end cigaret-afhængighed, idet sukker jo ér noget, kroppen har brug for – i modsætning til nikotin. Derfor sidder trangen til sukker fast i reptilhjernen og kræver en 2-3 ganges hypnose at fjerne.
Pludselig blev jeg lidt bange for, at projektet skulle ende med at lykkes for godt for denne dame, som måske helt ville berøve mig fra den nydelse, jeg har ved en langsomt stegt skumfidus over bål tilsat Marabou og Digestivekiks på en sommeraften. Eller glæden ved en friskbagt fødselsdagsbolle med Nutella … Jeg vil jo gerne have styr på min sukkertrang, men jeg vil nok helst ikke helt af med lysten til lækkerier! It’s part of who I am!
Desuden ville tre gange på hendes briks komme til at koste mig 3.400 kr., som jeg hellere vil shoppe op i New York, så jeg takkede venligt for hendes tid og besluttede mig i stedet for at gå cold turkey, som jeg gjorde det i vinter.

Derfor: Ingen slik, guf, cola, kage eller Rittersport, indtil vi tager til New York.
Det er der tre uger til, og det er rigeligt tid til at tæmme monsteret, som bare kører ind uden at smage på sagerne, og i stedet fremmane den sukker-nydende stakkel, som også bor derinde, netop i tide til amerikanske fristelser efterfulgt af havehygge med sommer-desserter i kolonøjseren!

Reglerne for mit sukkerstop er i øvrigt enkle:
Frugtsukker tæller ikke som sukker, og chokolade med en kakaoprocent over 70, tæller ikke som chokolade! Så kan man sige, hvad man vil, but it works for me. 😉

Apropos ingenting: Hvis nogen mangler en studielejlighed i Århus, så kender jeg én, der sælger verdens fineste taglejlighed med bindingsværk, stor hems, udsigt og hele svineriet!
Se den her – og send gerne videre. 🙂