mmnutella
Jeg har lige spist de to nutella-madder, der ses på billedet ovenfor. Jeg har som sådan ikke brug for dem, jeg fik en god portion havregrød til morgenmad ved otte-tiden og planlægger at spise frokost indenfor den nærmeste fremtid.
Men jeg havde et glas Nutella liggende i nederste skrivebordsskuffe, og den slags kan jeg ikke styre. Lige for tiden indeholder vores fryser derhjemme i Vestergade ustyrligt mange is grundet dét her, og det har betydet, at jeg de sidste fire dage har spist i gennemsnit to is hver dag – no kidding. Jeg når ikke engang rigtigt at overveje, om jeg har lyst til is – jeg husker bare, de er der, og så henter jeg én.
I går aftes spiste jeg en isbåd, mens jeg talte i telefon med min svigermor, og da jeg havde lagt på, var jeg helt overrasket over, at den var væk. Jeg kunne nærmest ikke huske smagen af den. Og hvad gør man så? Henter en ny …

Da jeg var barn, hang vingummierne altså ikke på træerne. Mine forældre var ret hardcore. Min lillesøster og jeg havde som så mange andre børn slikdag om fredagen, og reglen var, at hvis vi plagede om slik i løbet af ugen, ville det blive sløjfet den kommende fredag. Den regel testede jeg én gang … En tirsdag i SuperBrugsen i Hørup Hav. Det medførte så 10 dage i ufrivillig sukkerafvænning. Siden da holdt jeg mig til fredagsslikket og de Tom’s Chokoladeskildpadder, der i ny og næ faldt af, når min mor skulle have benzin på og ikke selv kunne stå for fristelsen.

Jeg var også typen, der spiste al min fredagsslik allerede inden, Anna og Lotte kunne nå at tage røven på Kirsten i aftenens episode af Fredags Bio, og så plagede jeg min søster, som er alt for empatisk til at have så grådig en søster, til at dele sine smuler med mig.

Og hvad har mine forældre så fået ud af deres strikse sukkerpolitik?
De har to døtre, der har fået samme behandling, hvoraf den ene (mig), der har mindre mådehold, end en regnorm har brug for jeans, og den anden (min søster) er chef i egen krop, bager muffins på mandelmel (og SPISER dem!) og sagtens kan leve uden sukker, hvis hun beslutter sig for det.

Hvad er moralen?
Det må være op til nogen, der er klogere end mig at afgøre. Jeg kan allerede se, at Hugo har arvet min trang til sukker. Han vælger Nutella over jordbær hver gang, han får muligheden, hvor Berta er mere rummelig overfor sukkertyper og gerne lader sig spise af med en honningmelon. Måske er man bare født med et sukkermonster, eller også er man ikke. Eller også har nogle af os bare en rygrad med samme koncentration som flødeskum. Eller chokolademousse … eller creme brûlée! Uhm!