fort2
I går var sgu en god dag. Jeg var egentlig lidt nervøs for aftenens videre forløb, idet det var min første gang til fest med mine med-damer i Townhouse. Og jeg havde alvorligt på fornemmelsen, at de ladies kunne feste igennem. Og jeg vidste, at vi skulle holde vores sommerfest på Trekronerfortet, og at båden først ville sejle os hjem igen, når vi alle ville hjem. Så jeg var begyndt at se for mig, hvordan jeg ville sidde og være helt tvillinge-træt, mens de andre kørte rødvin ned i litervis og grinede af interne jokes (De kommer alle sammen fra Skovshoved, sådan cirka).

3
Relativt pænt bord, hvis I spørger mig!

Men min bekymring var selvfølgelig forgæves (som den slags oftest er). Det var latterligt hyggeligt, Trekronerfortet var den fineste ramme om det hele, maden smagte kanon, og vi sejlede hjem i en rimelig tid, så MM kunne få det meste af sin skønhedssøvn. 😉 Jeg er en lousy drunk i disse år, jeg orker det ikke. Men jeg planlægger at vende stærkt tilbage, når krapylerne engang er store nok til at overnatte hos bedsteforældre, mens forældrene pimper.

fort1
Sådan så vores mad ud! Mega-forårs/sommer-agtigt! <3

Maden smagte glimrende, og hver gang, min cola-dåse var tom, så jeg op, og den opmærksomme restaurantbestyrer fangede altid mit blik nærmest øjeblikkeligt, nikkede sigende og kom ilende med nye forsyninger. It was good!

6
Selve fortet på Trekroner. Helle for ikke at sove dér en mørk nat i tordenvejr …
5
Sådan så det ud, da vi lagde an til at lægge fra i slutningen af aftenen. O, du danske sommer, du flirter med os i horisonten!

Jeg vil i øvrigt anbefale en frokost på Trekronerfortet! Bare for at gøre noget andet end den evindelige tunmousse-sandwich på Zirup i Strædet (som for the record også er virkelig god).  Man kan nemlig tage en kanalrundfartsbåd derud og hjem igen, og caféen er åben i tidsrummet, så det matcher båden! Herre-smart måde at spise frokost på en ny måde på. Man kan læse mere her, hvis man er nysgerrig.

Moi og min yndlingsblogger, Cathrine.
Moi og min yndlingsblogger, Cathrine.

Inden jeg tog på bådtur med Townhouse-tøserne, deltog jeg i en paneldebat hos PR-bureauet Mannov. De havde inviteret en masse firmaer, som gerne ville vide noget mere om at samarbejde med bloggere, og så havde de inviteret seje Cathrine fra Rockpaperdresses og mig til at fortælle lidt om det – set fra vores side. Og det skal jeg denondenlyneme love for, vi gjorde. Vi er åbenbart begge to verbale typer, Cathrine og jeg. Vi sludrede, snakkede, grinede og fyrede jokes af i en time, og jeg er bange for, at ikke én anden i lokalet synes, det var bare halvt så sjovt, som vi gjorde. Men de grinede høfligt på de rigtige tidspunkter, og bagefter var der lagkage med rabarber i, så om ikke andet har de haft den til at afbøde faldet. 😉

1

I dag er Side-Fie (min sidekammerat. Som hedder Fie) og jeg de eneste på kontoret. Jeg skal til visning af H&Ms nye Studio-kollektion i eftermiddag, og i aften skal Jon ud, så jeg har planer om at give White Collar en ny chance. Jeg synes, skuespillerne agerede mega-ringe i det første afsnit, så jeg droppede helt projektet, indtil en kollega herinde på kontoret gjorde mig opmærksom på, at sådan forløb det altså også i starten af Sex and the City-serien. Yes, jeg er overbevist!

Hav en dejlig aften! Jeg ønsker alle bløde sofaer, korte reklamepauser, billige bajere og flirty gentlemen – alt efter, hvad man er til netop i dag. 🙂