isbil
Min tur ned til HjemIS-bilen i går aftes blev på én gang enormt lækker og enormt ulækker … 😉

Indlægget er sponsoreret af HjemIS.

Det er jo nok ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af internettet. I sidste uge holdt jeg et oplæg til KUAs virksomhedsdag i deres charmerende cementbunker på Amager, og her fik jeg og de andre selvstændigt erhvervsdrivende alle spørgsmålet, om hvorvidt vi brugte meget tid i fritiden på vores business.
Jeg svarede, at jeg instagrammer, facebook’er og/eller blogger de fleste aftner. Men det ville jeg også gøre, hvis jeg stadig havde mit gamle job. Jeg er fan af sociale medier, og jeg hygger mig gerne med blogs og en cola i sofaen en aften i stedet for at se Paradise Hotel eller Familien På Bryggen.

Måske netop derfor er jeg også i mange tilfælde svært tiltrukket af det modsatte. Fordi mit overjeg ved, at jeg har brug for en modpol. Jeg elsker min kolonihave allerede inden, vi har fået skødet i hånden, og jeg har en plan om, at stunderne der skal bruges med mobilen i lommen, ikke i hånden. Det meste af tiden.
Kolonihavelivet har noget oldschool charme over sig, som ej er til at fornægte. Det samme har alle film, Dirch Passer og Ebbe Langberg nogensinde har været med i, og de er grunden til, at jeg elsker TV2 Charlie.

Af samme årsag blev jeg også henrykt, da jeg blev bedt om at lave et sponsoreret indlæg for HjemIS-bilen! Det er så oldschool, analogt og hyggeligt, og som barn boede jeg så langt ude på landet, at alle isene ville være smeltet, hvis den skulle have slået et smut forbi os.
Det er efterhånden blevet så almindeligt at købe alt fra stiletter over kartofler og letmælk til printer-toner og hårfarve på nettet, hvorfor mange har glemt hyggen ved den gamle isbil.
Og det går ikke! Inden vi får set os om, aflyser de Sankt Hans og fælder alle juletræer, hvis vi ikke stritter imod og husker på de ting, som ikke kan lade sig gøre online.
Og hvordan minder man bedst folk om den slags…? Via internettet! 🙂

Derfor har HjemIS lanceret en konkurrence, der i al sin enkelthed går ud på, at man skal knipse et billede af en HjemIS-bil og uploade det på det fine kampagnesite, de har lavet, her. Hvis man gør det, kan man være heldig at vinde en bil! En vaskeægte Citroën C1 Airscape!

Be' om ros for at have fanget både isbilen, retsbygningen bagved og ikke mindst den dystre aftenhimmel - som lysene i HjemIS-bilen mildner... :-)
Be’ om ros for at have fanget både isbilen, retsbygningen bagved og ikke mindst den dystre aftenhimmel – som lysene i HjemIS-bilen mildner… 🙂

Jeg fangede HjemIS-bilen i går aftes – midt i en omgang meget happening og samtidig yderst surrealistisk Zombie (pub) Crawl, der fandt sted i very classy Vestergade. (Og ja, det er kun en dame, der endnu ikke har fået børn, der kan finde på at vælge udklædningen som hende på det øverste billede). 😉
HjemIS-manden hed Ejvind, jeg vil gætte på, at han var et sted i 50’erne, og han talte så sydsjællandsk, at hvis jeg ikke inden mit visit hos ham var gået i gang med at se ‘Batman Begins’ på Netflix, ville jeg straks have smidt Morten Korchs ‘Kampen om Den Røde Ko’ i DVD’en, da jeg kom hjem!
Jeg købte (naturligvis) en GigantPakke, og for at gøre Jon glad, tilkøbte jeg 10 Kæmpe Eskimoer også. Vi har aldrig haft så mange is i fryseren!

hjemis

Netop som jeg skulle til at tage afsked med Ejvind, forsvandt han ind i sin lastbil og kom tilbage med en stor køleboks, som han med al mulig stolthed fremstrakte imellem sine to hænder og med en nærmest højttidelig røst (stadig på klinkende sydsjællandsk) overrakte mig med ordene “Den er til dig!”.
Jeg nænnede ikke at sige, at vi absolut ikke har plads til sådan en transportabel køleboks i vores allerede propfulde lejlighed, så nu har vi besluttet os for at bruge den på at fragte halvdelen af isene op i kolonøjseren, når vi overtager den om 13 dage.
Så hvis nogen har lyst til at hjælpe med at male, lover jeg altså Isbåde, Københavnerstænger og Kæmpe Eskimo’er til gengæld. 🙂

mmupsJeg fik også Ejvind til at tage et billede af mig foran isbilen.
Han havde indtil da aldrig håndteret en iPhone før, men efter en hel del forsøg, hvor jeg forsøgte at guide, mens jeg poserede, viste han mig stolt nedenstående foto og sagde “Det’ et knaldgodt billede, dét dér! Det kan du godt være tilfreds med!”
Og det er jeg så. 🙂