Så er påsken snart forbi. Det meste af denne er for mit vedkommende afstedkommet med syge børn, desværre. Den slags vælger man jo ikke selv, og det er nederen, især for patienterne in question. Men de er begge i bedring, og jeg sætter mine penge på, at den sol, der de seneste dage har blottet tandsmilet, lokker godt helbred og gode vibes med sig i sit lysegule kølvand.

Lige præcis i dag er det Påske Søndag, og på netop Påske Søndag for fire år siden, var jeg på verdens første date med verdens dejligste mand: Min egen! Påsken faldt det år i slutningen af april, der var 25 grader varmt, og Jon og jeg tilbragte altså den utraditionelt solrige helligdag i Grand Teatrets bælgragende mørke. Jeg fortalte faktisk alt om, hvordan jeg scorede Jon i dette indlæg, hvis det altså skulle interessere nogen. 

I denne weekend har jeg i øvrigt været ret ude om mig på internettet, selvom jeg ikke selv har været særligt online. Grunden er den, at jeg både har figureret på utroligt smukke Emma Martinys blog, hvor jeg roser mine makeup-favoritter, og desuden har jeg talt om shopping på The Fashion lige her. Som om det ikke skulle være nok, legede jeg model-wannabe på Fashion Post i fredags, hvilket kan ses her

Jow, jow! Nok er hun tættere på midt i 30’erne end nogensinde før, og nok har hun ikke haft makeup på eller været i bad hele weekenden, but MM still gets around! 😛

Jeg bliver altid så stolt, når nogen gider bruge spalteplads på mig eller mine meninger, så tak for det, folkens! 

Ikke så meget spændende fra denne kant denne søndag, desværre. Jeg var et smut forbi Hovedbanen i går, hvor jeg hentede absolut outstanding take-away fra Coops nye mega-hit, MAD cooperativet! Tænk, at der skulle gå så mange år, før nogen satte sig for at udkonkurrere McD og SunSet på gourmetmarkedet i det område, hvor allerflest mennesker sådan set har brug for noget at spise, nu da DSB har afskaffet servicevognene i deres jyske forbindelser! (Damn you for that, i øvrigt).

Ydermere var den nye Dunkin’ Donuts åbnet, og jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, hvordan de hullede fristelser smagte, men køen foran butikken var længere, end ventetiden føles, når man strander i Lunderskov med IC3, så den oplevelse har jeg til gode. Men de koster 18 kr. stykket, snappede jeg op! Altså tre kroner mere end dem, den pæne mand i The Donut Shop pusher.

Med ønsket om solskin igen i morgen – og håbet om, at vi og krapylerne skal ud og danse i det! 

Stort søndags-knus fra MM til jer, der er så latterligt dejlige at spilde tiden denne aften her på mit bette spot. I really love you much! 🙂