ungern

Jeg havde sgu en lortedag i går. På ilandsskalaen, forstås.
Der var ikke noget med hjernehindebetændelse, kroniske sygdomme eller knuste hjerter, jeg slog bare ikke rigtigt til.
Hele dagen havde jeg bare lidt samme følelse, som dengang, jeg gik i 3. klasse og stod i kø bagved hele resten af B-klassens 23 elever til rundbold. Og når det endelig blev min tur til at slå, ramte jeg bolden med kanten af battet, så den blot lavede en dum pirouette om sig selv og landede blødt og dovent i græsset lige foran opgiveren … Til alles moro og min store skam.

Jeg stod op sammen med krapylerne, da Hugo vækkede os klokken lidt i seks, og jeg havde en klar plan om at tilbringe formiddagen i skøn forening med mine hjemmelavede homies uden stress og med masser af grin og leg, inden jeg ville aflevere dem i vuggestuen kl. 10.
Men Hugo var pissed, og Berta var pylret, og de gad ikke lege de ting, jeg foreslog, og havregrøden blev smidt på gulvet. Og reolen. Og vinduet … You get the picture.
Det er meget stilen derhjemme for tiden. Det er som om, Hugos hoved forstår mere end hans krop, hvilket gør ham utålmodig.
I vuggestuen er han den gladeste unge hele dagen. Men den store forandring, det naturligvis må være for ham pludselig at bruge 5-6 timer hver dag i selskab med en masse andre små børn og ikke sine forældre, påvirker ham selvfølgelig, og den reaktion gemmer han så, til han kommer hjem.
Berta er lidt mere pjevset i vuggestuen, og hun pjevser også en lille smule derhjemme, men ellers er hun meget som hun plejer.

Og det piner mig. At de har en reaktion på noget, jeg udsætter dem for. Altså at gå i vuggestue. Hvorfor kan jeg ikke bare flytte på landet, holde høns, dyrke grøntsager og leve et bæredygtigt liv som hippie, så mine krapyler ikke behøver at blive kørt hen i en baby-opsamlings-bunker her dag?
Men det kan jeg ikke. Jeg var på barsel i 13 måneder, og den sidste måned var jeg dagligt tæt på at kradse mine egne øjne ud af kedsomhed. Og nu, hvor jeg har fået det, som jeg vil have det og går på job hver dag, hader jeg at skulle gøre noget, som ikke er naturligt for mine minier og tvinge dem til at undvære deres far og mig. De bliver passet af enormt søde og dygtige pædagoger – bevares. Men det er ikke det samme.

Jeg afleverede mine to, små hjerter i vuggestuen kl. 10. Sveddryppende, uvasket og lettere rundt på gulvet, fordi formiddagen havde været fuld af alt andet end symbiose, og de græd begge to, da jeg vendte ryggen til dem og gik.
På arbejdet slog jeg i samspil med min kollega et “job”-opslag op. Ordet job er i citationstegn, da jeg ikke ved, om man kan tillade sig at kalde ulønnet arbejde for et job.
Ikke desto mindre er jeg den seneste måned blevet tudet ørene fulde af alle, jeg kender indenfor branchen om, at jeg burde få mig en praktikant. Og da min sidekammerat også har alt for meget at rive i, blev vi enige om at slå os sammen. Også for at gøre arbejdstiden så varierende og alsidig som muligt.
Og så fik jeg cyber-smæk for at slå en ulønnet praktikstilling op. Blev faktisk kaldt slavepisker af én på internettet. Og jeg holder fast i, at fordi jeg dagligt vælger at placere min røv i klaskehøjde, må jeg acceptere, at der klaskes, men det er altså ikke det samme som, at jeg har hård hud på måsen. 😉
Vi er lige nu i kontakt med et par interessante damer, som kunne se et praktikophold hér hos Townhouse som en del af deres uddannelsesforløb, hvorfor de ville få SU ved siden af, og den slags er altså meget, meget almindeligt og efter min mening ikke spor uortodokst.

Hvorom alting er!
I dag er en ny dag, jeg startede min arbejdsdag i træningscentret, og da jeg kom ind på kontoret, fandt jeg en halv rulle uspiste Oreos, som jeg ikke vidste fandtes. YAY!
Desuden har jeg Wagamama-rester stående i køleskabet, som jeg skal spise til frokost, jeg har fundet en silke-natkjole, som måske kan bruges som under-dims under min brudekjole til ELLE Style Awards næste mandag, og bedst af alt: I morgen kl. 7 flyver hele familien Lei Lange i samlet flok til Malaga for at bruge en hel, lang, dejlig uge i selskab med min side af familien. Min faster fylder 70 og har i den anledning inviteret hele den pukkelryggede til Spanien. Hurra!
Jon har givet mig lov til, at jeg må give Hugo og Berta en hel vaffelis hver en dag, hvor det er varmt nok til, at de kan spise den i bar røv og blot spules ned med en haveslange bagefter.

Hverdagen med små børn er fuldstændig, som jeg altid har hørt om. Hård, ubarmhjertig, fuld af havregrød og dårlig samvittighed – og samtidig fuldstændigt fantastisk. Og jeg skal lige vænne mig til det hele. 🙂

PS: Netop som jeg havde klikket udgiv på dette indlæg, fik jeg en mail i min facebook-indbakke fra en bloglæser, der ville gøre mig opmærksom på, at Simply Chocolate har tilbud på Sticks. Det er fandme god karma! I dag bliver en god dag! 😀