1Jeg ved sgu ikke rigtigt …
Det startede med, at én af mine “kolleger” heroppe på Townhouse for et par uger siden vendte rødglødende tilbage til kontoret efter en tur på gaden. Hendes ærinde var at få skiftet glasset på sin tre uger gamle iPhone, og den besked, hun fik hos Apple var, at hun var nødt til at købe en ny. Til tæt ved 7.000 kr.
Hendes eneste alternativ var altså, at hun gik ned til én af de små kælderbutikker i Fiolstræde og fik skiftet glasset på den eksisterende telefon, men her havde hun ingen garanti for kvaliteten – og dén tjeneste kostede altså alligevel i nærheden af 2.000 kr.

Det var dén formiddag, jeg besluttede mig for, at jeg skulle anskaffe mig et cover til min egen telefon, som ryger på gulvet op til flere gange dagligt. Jeg har ellers vægret mig ved netop dét, da jeg synes, det er modstridende at erhverve sig en telefon på baggrund af dens fine, slanke udseende – for så at pakke den ind i en stor plastikkasse, som i bedste fald lægger flere millimeter til dens talje.
Men nu skulle det være, så jeg brugte (alt for) lang tid på at scrolle nettet tyndt på udkig efter et chic, feminint og gerne lidt humoristisk cover. Og så var det, jeg fandt dem, der ses på billederne her. Begge to fra Chanel. Or not so much … Den pris, jeg betalte, kan på ingen måde retfærdiggøre det varemærke, men jeg gjorde det alligevel. Jeg ved ikke hvorfor, for au princip er jeg sådan set enormt stor modstander af kopivarer, men jeg fik sådan lyst! Jeg synes, parfumeflasken var så karikeret, at det kunne retfærdiggøre købet.

4 3Men i dag kom de to covers så med posten. Det lille, som har en flap, man kan klappe henover skærmen, når man ikke bruger telefonen, og det kom i en sort kasse med Chanel trykt ovenpå i hvid skrift. Men det værste var, at der altså også lå et ‘authenticity card’ i æsken. Et kort med et varenummer, der angiveligt beviser, at varen er ægte.

Nu skal jeg så lige beslutte mig for, om jeg kan leve med at smykke mig med kunstige strudsefjer på den her måde, eller om jeg hellere skal tøffe over i Fona og købe et almindeligt, anonymt, sort cover og pænt vente, til jeg får råd til den ægte vare. Selvom jeg er alvorligt bange for, at Karl Lagerfeld ikke selv producerer den fine parfume-flakon, som jeg lidt ville elske at hænge om halsen ved festlige lejligheder.

2Og nej, jeg tør sgu ikke poste links til, hvor jeg har købt disse covers, for så kan jeg vist nok blive sagsøgt for at reklamere for kopivarer. Og det orker jeg altså ikke. 😉