perlerFor et par dage siden udgav jeg et indlæg, der handlede om, at jeg har købt nogle nye covers til min iPhone. Disse covers er dejligt dullede, karikerede, cool, karakteristiske og humoristiske. Og så udgiver de sig for at være Chanel, hvilket de ikke er. Det kan de ikke være, for det kostede de for få knaster til – og desuden tror jeg faktisk i øvrigt ikke, at Chanel laver iPhone-covers (Det burde de altså, men det er en anden snak).

I indlægget beskrev jeg også min noget beklemte stemning ved at modtage min pakke, som vist nok kom helt fra Indien. Eller var det Kina?
Da jeg pludselig sad der med kopivarerne i hænderne, føltes det lidt uldent. Og jeg overvejede at kaste de to covers direkte i skraldespanden – selvom de faktisk begge levede helt op til mine forventninger. De er anvendelige, pæne og det ene af dem – det, der ligner en parfumeflakon – er sjovt og ville være perfekt til en dag, hvor man er meget på benene, men gerne vil have telefonen hængende om halsen.

Straks var der meget naturligt nogle læsere, der udtrykte utilfredshed med det faktum, at jeg allerede i første omgang har givet penge for noget, som i den grad er uægte. Kritikken blev særligt møntet på, at jeg et par dage forinden på Instagram gjorde opmærksom på, at jeg synes, det er dårlig stil, at firmaet Moss Copenhagen, som har en lang stribe af fortilfælde bag sig, nu også har givet sig til at kopiere den lille armbåndskreatør, Anni Lu, ned til allermindste detalje.

Og hvad kan vi så lære af det? Med den ene hånd langer fru Lange virtuelle lussinger ud til en stor, dansk virksomhed, som helt ublu kopierer andre og i dette tilfælde mindre, danske designere. Og med den anden hånd indtaster hun kontooplysningerne i et internetvindue og bestiller varer, som udgiver sig for at være Chanel, men slet ikke er det.

Lektien er, at jeg er dobbeltmoralsk. Det må være det!
For mit blod blev ikke ophedet, da min klikfinger fandt de fine covers, og det gjorde det altså, da jeg så Anni Lu kopieret og spyttet ud på samlebånd på den måde.
Og derfor har jeg sgu besluttet mig for at beholde mine covers!

Jeg ved godt, at når man har en blog, hvor man blotter sine blotte betænkninger i tide og utide, har man et vist form for moralsk ansvar. Man bør tænke, før man taster, man bør ikke opfordre teenagers (eller andre mennesker, i øvrigt) til at tage narko eller lade sig tatovere i ansigtet. Man skal opføre sig nogenlunde ordentligt.

Men når det er sagt, vil jeg lige gøre det klart, at jeg på ingen måde ophøjer mig selv til at være nogen moralens vogter. Jeg har en masse meninger, og en del af dem er modstridende, og det er egentlig mit indtryk, at mange af os er sådan.
For et par måneder siden var der en pige, der skældte mig hæder og ære fra på Instagram, fordi jeg postede et billede af en tallerken, der bar på et stykke ristet brød akkompagneret af en skive foie gras og noget veltillavet blommemos af en art.
Pigen skrev, at hun altid havde haft respekt for mig, men nu havde hun mistet den fuldstændig, fordi jeg reklamerede for dyrplageri. Jeg svarede, at bemeldte billede absolut ikke var nogen reklame, det var min frokost. Hun skrev, at hvis jeg ikke slettede det omgående, ville hun unfollow’e mig. Og da er jeg altså nødt til at sige, at så må det være sådan.

Min agenda med bloggen her er ikke at provokere. Absolut ikke. Min egen filosofi er, at jeg aldrig lyver, men jeg fortæller heller ikke alt. Jeg deler det, jeg har lyst til, fra min hverdag, og man må meget gerne have en mening om det. Og den mening må man også hjertens gerne give til kende. Men man bliver nok skuffet, hvis man forventer, at jeg er et omvandrende og konstant skidegodt eksempel på alt, der er rigtigt, ordentligt og acceptabelt, for det er der sgu ikke nogen af os, der er.

Og med den svada vil jeg nu tøffe ud i solskinnet med mine vaskeægte Anni Lu-armbånd dinglende fra min ene hånd og min telefons hykleriske hylster i den anden.
Jeg håber, alle får en strålende fredag! 🙂